Dansk Hestevæddeløb med stor nyhed
Efter drøftelser mellem Dansk Hestevæddeløb og Svensk Travsport er det besluttet at udskyde en dansk optagelse som associeret medlem af ST.
Beslutningen uddybes i en informationsskrivelse fra bestyrelsen i Dansk Hestevæddeløb. Den finder du ved at trykke her.
Optagelse som medlem af Svensk Travsport udskydes
Dansk Hestevæddeløb underskrev i slutningen af 2021 samarbejdsaftalen med Svensk Travsport.
I aftalen er indskrevet en hensigtserklæring, der skal give Dansk Hestevæddeløb status som associeret medlem af Svensk Travsport.
Vedtægterne for Svensk Travsport beskriver, at ansøgning om medlemskab skal være bestyrelsen i hænde senest 1. februar, og derfor sendte Dansk Hestevæddeløb d. 31. januar 2023 en officiel
ansøgning om optagelse.
Efterfølgende har bestyrelsen i Svensk Travsport vurderet, at tidspunktet for den danske optagelse ikke er optimal netop nu.
Bestyrelsen i Svensk Travsport står på alle måder bag aftalen med Danmark og udbygningen af samarbejdet med Dansk Hestevæddeløb. Man står også bag visionen for aftalen, der omhandler
vigtigheden af et langsigtet samarbejde mellem landene baseret på gensidig udveksling, tillid og økonomisk udvikling.
Imidlertid vurderer den svenske bestyrelse, at aftalesamarbejdet har fungeret i kort tid, hvor effekten af samarbejdet bør gives mere tid til analyse og evaluering. Dertil kommer den aktuelt
usikre økonomiske situation og dens følgeeffekter.
På den baggrund finder bestyrelsen i Svensk Travsport, at timingen af en strategisk beslutning om et associeret medlemskab er ikke optimal.
En udskydelse af ansøgningen om medlemskabet har ikke umiddelbare konsekvenser for Dansk Hestevæddeløb. Et medlemskab er uafhængigt at den del af aftalen, der omhandler økonomien.
Dansk Hestevæddeløb vil derfor præcis som hidtil være en meget tæt samarbejdspartner med Svensk Travsport som en proaktiv medspiller i forhold til løbskalender, løbsreglementer, Sportssystemet, SiBa-investeringer, det travpolitiske niveau og meget mere.
Intentionen fra begge sider er, at spørgsmålet om medlemskab bør prøves igen inden for en nær fremtid.




