Optakt – Lunden
Det bliver en hurtig anretning, når Charlottenlund Travbane i aften kører fire løb, som er forbeholdt amatørkuske.
For Steffen Christiansen kan det blive en god aften. Han er til start i tre ud af de fire løb, der blev til noget ved startanmeldelsen forleden.
Den rutinerede amatørkusk er programfavorit med Forest Photo og er desuden tippet som toer med America Style og Falco Simoni. Alle tre heste trænes af Axel Jacobsen.
Inden starterne i aften har Steffen Christiansen vundet tre gange i år, og det er sket i otte starter. Den ene dog på Jægersro.
I kampen om amatørchampionatet fører Kristina Jensen foran Per Damberg, som begge har vundet tre gange. Kristina Jensen har dog en andenplads mere.
Bornholmsk besøg
De fleste af hestene er trænet eller kørt af kuske med tilhørsforhold på Charlottenlund Travbane eller Nykøbing Falster Travbane.
Tre af de startende heste har dog ikke hjemme på de to baner, men kommer derimod fra Bornholms Brand Park.
Lise Henriksen træner to af hestene, og det er No Go og East End, som får trænerens bedre halvdel Kenn Christoffersen i sulkyen.
Den sidste er Laura Pedersen, der vandt med Bravo Sølvtop i aftes. På Lunden i aften kører hun Brogård, som hun selv træner.
Fire løb på en time
Det første løb køres kl. 18.00 og det betyder, at det fjerde og sidste løb skulle kunne sættes igang nøjagtig en time senere.
Et baneprogram til løbene i aften kan downloades her.
Der er i skrivende stund en enkelt hest, der ikke kommer til start i aften. Det er Elvira, der skulle have startet i 3. løb.
Foto Burt Seeger






