Jeppe Rask til Åby i aften
Som det fremgik af vores liste tidligere på dagen, så er Skive-træneren Jeppe Rask til start på Åby i aften.
Jeppe Rask tager turen til det svenske med to heste i transporteren. Det er Danielle D D og Kingsislandqueen.
Det er fjerde gang i år, at Danielle D D er med til Sverige. Foreløbig er det bleve til en tredjeplads, som bedst.
I aften er det med spor to over 1640 m. Auto for hoppen, der dermed har perfekte forudsætninger for en god placering.
Danielle D D har vundet 11 gange i karrieren i 39 starter. Dog ligger seneste sejr et lille år tilbage, i slutningen af januar.
Stald Sotto Kingsislandqueen også med
Til gengæld er det første gang, at Kingsislandqueen starter i Sverige. Det gør den efter fem starter i Danmark.
Den snart 4-årige hoppe har ikke været uden for præmierækken i sine fem starter i det danske. Dog uden sejr.
Kingsislandqueen har tre andenpladser, i Skive, Billund og Aalborg at henvise til, så sejren må ligge lige om hjørnet.
Jeppe Rasks hest starter i det afsluttende løb på Åby. Det gør den med spor fem i volten over 2140 m.
Foto – Hesselborg Foto







