Forlængelse af aftale med TV2 Nord
Racing Arena Aalborg har i dag sendt følgende skrivelse. Her meddeler man, at banen har forlænget aftalen med TV2 Nord.
Der bliver masser af mulighed for at se live-væddeløb fra Racing Arena Aalborg på TV det kommende år. TV2 Nord og Racing Arena Aalborg har netop forlænget den samarbejdsaftale de indgik første gang i 2018.
Hele 25 løbsdage vil blive sendt live på TV2 Nord i løbet af 2022.
Chefredaktør på TV2 Nord, Ingrid Buch har tidligere udtalt glæde over aftalen ”der giver os mulighed for at udvide sendefladen med en nichesport, som er stærkt forankret i netop Nordjylland”, og den store interesse for udsendelserne og de høje seertal er stærkt medvirkende til at aftalen nu forlænges for fjerde år i træk.
Også banechef Lars Hellerup er yderst tilfreds med at aftalen nu forlænges. ”En del af vores strategi er, at flere aalborgensere og nordjyder bliver bekendte med væddeløbsbanen. I den henseende er samarbejdet med TV2 Nord en fantastisk mulighed.
Ligeledes får vi rigtigt mange henvendelser fra vores aktive, der fortæller, at de tit bliver kontaktet af folk, der ikke er en del af sporten, men som lige skal fortælle dem, at de så dem i fjernsynet forleden” De løbsdage som sendes live på TV2 Nord, er markeret med ”Nord Live” i løbskalenderen på Racing Arena Aalborgs hjemmeside. https://www.aav.dk/loebskalender/
Note til denne pressemeddelelse
Indlejring og udbredelsen af de danske væddeløb har været et stort tema på Travet.dk de seneste år. Vores medie har rettet ganske mange henvendelser til både den tidligere kommunikationschef Claus Juncker, vi har haft rettet henvendelse til den nuværende kommunikationschef i Danskhv Camilla Cæsar Halldorsson og direktør Morten Arnesen.
Der er rettet henvendelse til DTC´s bestyrelse, som har haft denne forskelsbehandling oppe, og vende på et bestyrelsesmøde. Trods gentagne tilbagemeldinger om at man forstår problemstillingen, og man ikke forstår forskelsbehandlingen af de danske medier, så er der intet sket.
Det er glædeligt, at travsporten bredes ud med TV2 Nord, og de kan indlejre løbsdage. Det er netop det, vi har søgt om. Hvis dette ikke kunne lade sig gøre, så blot en medieplayer, så vi kan vise de danske løb fra vores hjemmeside. Det har man konsekvens lukket døren for, og takket nej til. I dag kan vi så se, at det samme billedmateriale godt kan indlejres på TV2 Nord.
Argumenterne for aftalen med TV2 Nord, er præcis de samme som vi her på Travet.dk har fremført i flere år. Det skal derfor ikke lyde sig, at Travet.dk ikke har forsøgt at udbrede kendskabet til travsporten eller forsøgt at bidrage til sporten.
Vi får simpelthen ikke lov af Danskhv!
Det står vi fortsat uforstående overfor og nu kan enhver se tingene som de er. Danskhv.dk forskelsbehandler de danske medier.
Hesselborg Foto.




