En træner der skælder ud
Af Kenn Erik Bech
På søndag køres Dansk Kriterium i Lunden, løbet der kørtes første gang i 1898. Vinderen hed dengang Markus, vindertiden var 2,04,2 med en førstepræmie på 1.500 kr. Årgangsløb for de 3-årige var en ide der opstod i Danmark, og vi var de første, der kørte det.
Kigger vi på resultatet og omtalen for 100 år siden af dette løb, konstaterer vi i 1921 en kriteriums vinder i den senere derbyvinder, Cyrano.
N.J. Koster vinder med Cyrano foran Chaplin med Max Rabenhorst. Løbet beskrives for at være ret dramatisk, og hvor der var flere galopper undervejs hos vinderen. På målstregen kom lige nøjagtig Cyrano tilbage, og slog den i opløbet førende hest, Chaplin.
Kriterievinder Cyrano vandt således Derbyet 1922, og sidst en kriterievinder vandt et derby var for 5 år siden, da Rene Kjær førte Røde Axel til sejr. Axel er gået på pension, og denne Axel fra 2012 var faktisk Axel nummer 2, der vandt Kriteriet.
I 1906 vandt nemlig den ”første” Axel, kørt af Joe May, også Dansk Travkriterium.
De dommere de dommere
Men for 100 år var der knivskarp kamp mellem N. J. Koster og Max Rabenhorst med deres heste, Cyrano og Chaplin, nærmest fra start til mål. Sofus Sørensen blev tredje med hoppen Cherrry Girl, en hoppe som den gode Sofus på forhånd havde udtalt, at den var dødsikker vinder.
Samme Sofus Sørensen kommer på flere måder i fokus denne dag. Dels bliver han dagens mand med 2 sejre, og dels er det via hans bror, der også er træner, Poul Klartoft Sørensen, som skælder dommerne ud på denne kriteriedag, der blev kørt søndag den 29. maj.
I avisen Aftenbladet København (se ”foto”), der eksisterede fra 1887 til 1959, stod der følgende om skænderiet i dommertårnet:
”I tårnet var det Sophus’ broder, den lille Poul Sørensen, der ragede sig en bøde på 300 kr. til. Poul der mener, at dommerne er uretfærdige, når de smider hans Baltimore og Bibiana ud, tog i går sig sammen og gik op i dommertårnet for at skælde dommerne ud. Resultatet var de 300 kr., og et løfte om udsmidning ved gentagelse af visitten”!
Man kan således konstatere, at travdommerne, også for 100 år siden, var et udskældt folkefærd!
Ejer af vinderen Cyrano, var restauratør Sofus Hansen (Staldnavn; Mr Teddy), der til publikums jubel tabte den glasskål, der var inde i den store vinderpokal, med det resultat af samme skål gik i stumper og stykker. Dagens omsætning på Charlottenlund Travbane var 312.00 kr. gode 1921-kroner.
Sofus foran Steen Juul – flest sejre i Kriteriet
Samme Sofus Sørensen er den kusk, der har vundet Kriterium flest gange, nemlig 8 gange. Første gang i 1912, og sidste gang i 1951, såmænd ”bare” 39 år senere.
Walther Kaiser-Hansen er på 5 kriteriesejre ligesom N. J. Koster og Steen Juul. Juul vandt første gang med Join Løjbjerg, det var i 1985, og sidste gang i år 2000 med Eddie Skov.
Derefter følger Birger Jørgensen og Mark Ingdam med 4 kriteriesejre, mens der er 7 kuske med 3 kriteriesejre.







