Dansk Hestevæddeløb svarer Travet.dk – Ingen nedlukning
Travet.dk har i dag henvendt sig til Dansk Hestevæddeløb efter tre henvendelser fra landets trænere. Vi har kl 10.45 spurgt Dansk Hestevæddeløb, om man havde planer om at lukke Trav Danmark ned efter udmeldingen fra regeringen i går.
Dansk Hestevæddeløb er kommet med deres svar, som man ligeledes har formidlet ud på egen hjemmeside.
Travsportens organisationer har ikke aktuelle planer om at aflyse de planlagte løbsdage i perioden frem til i første omgang 3. januar 2021, da afviklingen af professionelle idrætsarrangementer fortsat er undtaget de seneste restriktioner.
Selvom regeringen i aftes meddelte, at store dele af landet lukkes ned som følge af et stigende smittetryk, vil det ikke få indflydelse på afviklingen af de løbsdage på danske baner, der er planlagt i perioden frem til 3. januar 2021.
Ifølge regeringens anvisninger er det fortsat muligt at afvikle professionelle idrætsarrangementer med op til 500 personer til stede.
For landets væddeløbsbaner vil det sige, at der fortsat må være op til 500 personer til stede på banens areal under afviklingen af en løbsdag.
Landets baner har dog fået indskærpet, at alle løbsdage i perioden frem til 3. januar 2021 kun må afvikles, såfremt banen lever op til disse forholdsregler:
• Alle indendørs faciliteter skal være lukket og må ikke anvendes af publikum.
• Alle serveringssteder på de respektive baner skal være lukket.
• Ophold for publikum skal således ske udendørs og i al væsentlighed siddende.
• Der må ikke være adgang til toiletfaciliteter, der er placeret i de aflukkede publikumsfaciliteter.
• Der vil ikke være spilleboder åbne. Således vil publikum på banen udelukkende kunne gøre indskud til løbene via egen mobiltelefon/tablet.
Derudover er adgang for såvel hesteejere som publikum betinget af forudgående tilmelding.
Information om tilmelding til en løbsdag for såvel hesteejere som publikum findes på de respektive baners hjemmesider og baneprogrammer.




