Vi satte os sammen med Jeanette M. Hansen
Interview med Panamera Racing:
Travet.dk satte mandag eftermiddag/aften Jeanette Marina Hansen fra Panamera Racing stævne til en snak om fortiden, fremtiden og ikke mindst, hvordan man skaber en succesfuld verdensomspændende virksomhed inden for travsporten.

Vi havde inden samtalen med Jeanette M. Hansen stillet følgende spørgsmål:
- Hvordan vil I selv beskrive Panamera Racing som stald og projekt?
- Hvad er jeres grundlæggende filosofi i arbejdet med hestene og sporten?
- Hvad mener I, at omverdenen misforstår mest om jer?
Dansk og internationalt udsyn:
- Hvilke løb og mål er de vigtigste for jer i den kommende sæson?
- Hvilke heste ser I som jeres største profiler lige nu?
- Hvordan arbejder I med ejere og samarbejdspartnere?
- Hvilke økonomiske udfordringer fylder mest i dansk travsport set fra jeres perspektiv?
Menneskerne bag Panamera Racing
- Hvad motiverer jer mest i arbejdet – sejrene, udviklingen eller noget helt tredje?
- Hvilke beslutninger har været de sværeste i jeres karriere?
- Hvad er I mest stolte af at have opnået indtil nu?

Interview:
Panamera Racing blev egentlig startet som et hobbyprojekt, men er i dag en ganske god forretning. Som så mange andre havde vi nogle hopper, som vi ikke kunne nænne at skille os af med efter endt karriere, så de blev bedækket.
Vi havde ikke råd til dyre hingste, så vi brugte hingste som Egon Lavec, Ambro Overt og vores egen Västerbo Prestige. Mange tror, at vi har købt os til succes, men de dyre indkøb er først kommet senere og er jo langt fra dem, der har givet os de bedste resultater.
Gossip Gal, som har givet os en række fine afkom, er 20 år gammel, ustartet og uden nogen videre stamme. Hende købte vi som åring. Moren til Eric the Eel er også 20 år. Hende fik vi med i en pakke, da vi købte en italiensk hoppe af Jerry Riordan. Vi blev så glade for Laurel, at vi købte hendes mor, Ambro Voice, for sølle €1.500.
Hun har lagt Red Rose America, som vi købte som unghest, samt Believe It or Not, Even Steven m.fl., Global Future, som har lagt Awesome Annie (Västerbo Prestige), Basic Instinct m.fl., fik vi gratis, fordi hun var kugleskør og meget svær at have med at gøre.
Vi havde hende som løbshest. Hun var ikke noget specielt, men fordi hun var så vanskelig, kunne vi ikke bære at sende hende videre, så hun blev også følhoppe.

Vi skal være glade for dem
Vores ønske er, at vi skal være glade for vores heste. Vi ville aldrig have en hest i stalden, som ikke siger os noget – uanset stammen. Vi skal have lyst til at arbejde med dem og nyde dagligt selskabet af pensionærerne (Eric The Eel og Aron The Baron). Og det bringer mig videre til dit næste spørgsmål.
De fleste tror nemlig ikke, at vi selv arbejder med hestene. Jeg gør alt arbejdet med hestene selv og har altid gjort det, og Jens står for det administrative. Vi har en dygtig og seriøs kvinde til at passe stalden, når vi er væk hjemmefra, men derudover er det altså kun os.
De vigtigste løb i år er jo klart opgaverne for Busy Miss Lissy i USA samt årgangsløbene for Wise Guy, Sassy But Classy og Peggy Boko. De fleste af vores løbsheste er ved at være på trapperne efter vintertræningen, og Keengame er lige gået på velfortjent ferie efter det franske vintermeeting, så lige nu er det lidt stille. Vi gør meget for at holde kontakt med ejere og samarbejdspartnere. Vi har ofte besøg fra tidligere købere og trænere som gerne vil se den nyeste årgang og følge deres udvikling, eller fra folk som bare er nysgerrige.
Vi byder altid velkommen – det er jo det, det hele handler om, når man har så mange jern i ilden som vi har. Netværk og kontakter betyder det hele.

Sportens økonomiske udfordringer i Danmark
De økonomiske udfordringer i dansk travsport – det kunne vi tale rigtig længe om. Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte og slutte, så den knap tror jeg ikke, vi skal trykke på.
Der sidder små 50 i DHV og bestyrelser på alverdens baner – mon ikke snart de får en god idé. Så jeg vælger at tro, at I er i gode hænder. Kærligheden til hestene og oplevelserne, som de giver. Det er hårdt og tungt arbejde, og indimellem får man nogle øretæver, men når det lykkes, så er alt det jo glemt for en stund.
Den sværeste beslutning har vi ikke taget endnu, men den er lige om hjørnet. Gossip er ved at være slidt. Hendes tænder og ben driller, så vi kommer snart til at skulle tage den meget tunge beslutning om at sige farvel.
Vi blev i år kåret som Årets Unghesteopdrætter i Sverige. Selvom vi ikke har så mange heste i Danmark, brænder vores hjerter jo stadig for travsporten – også i Danmark, lyder det afslutningsvis fra Jeanette M. Hansen.
Fotos af:
Privatfotos (Udlånt af Jeanette M. Hansen).
Hesselborg Foto
Martin Timm Holmstav.













