Uheld ødelagde chancen i derbyet – Er oppe på hesten igen
Morten Juul-trænede First Blood har hele karrieren tilhørt årgangens bedste. I weekenden startede den sejrsvante traver i Dansk Trav Derby, hvor uheld dog ødelagde dagen.
Det så ellers længe ud til at First Blood kunne være med i kampen om de fremtrædende placeringer. Birger Jørgensen gav First Blood en strålende rejse i først tredje par indvendigt og sidenhen andet par udvendigt.
Desværre var uheldet ude efter ca. 900 meters kørsel, hvor First Blood og Birger Jørgensen bliver ramt på sulkyhjulet, så hjulet desværre punkterede. Fælgen tvang sig derefter rundt om hjulet og så var den dag spoleret, skriver medejer Frank Kjelde på de sociale medier.
Der skal så lidt til og man får kun en eneste chance i derbyet. Derfor er det selvfølgelig ekstra ærgerligt, at det er uheld der skal spolere chancen for First Blood i karrierens mest betydningsfulde løb.
Var med i begge hovedløb i weekenden
Skive-træner Morten Juul formåede at kvalificere heste til både Dansk Hoppe Derby og Trav Derby 2021.
– Jeg tror på en topplacering, men har opgivet at give Birger Jørgensen køreordre, så den del står han for, lød det efterfulgt af et stort grin, da vores medie snakkede med Morten Juul op til derbyweekenden. –
Morten Juul er ”oppe på hesten igen” og staldens heste formåede tirsdag at løbe først over målstregen to gange, da hjemmebanen afviklede deres løbsdag.
Den sympatiske og ligetil Morten Juul har 31 heste på træningslisten netop nu.
Se Morten Juul på slap linje i dette indslag produceret af Fast Track.
Herligt indslag!






