Danmarks uafhængige travmedie
SENESTE NYT
Nyheder

Aalborg Store Pris-dag for fuld musik

For anden dag i træk står Spar Nord Arena i Aalborg på menuen, når banen i aften afvikler Aalborg Store Pris, hvor flere af derbydeltagerne sætter hinanden stævne.

Fem af deltagerne fra Dansk Trav Derby 2026 er med, når startbilen slipper feltet til 2026-udgaven af Aalborg Store Pris. Blandt andet derbytoeren Lee Marvin og derbytreeren Ludvig Cash, mens derbyvinderen Lazy Dust bliver hjemme.

Jan Friis-trænede Lee Marvin bliver blandt favoritterne i løbet. Med sin sædvanlige kusk Birger Jørgensen i sulkyen var Nuncio-sønnen nærmeste vidne til Lazy Dusts derbysejr. Det er også landschampionen, der kører i aften.

Udover andenpladsen i derbyet, var Lee Marvin tidligere på året også anden i Jydsk 4-årings Grand Prix, hvor den ligeledes måtte se sig besejret af Lazy Dust, der ved daværende lejlighed vandt med Peter Untersteiner.

Der er i alt blevet til seks sejre i 20 starter i karrieren for Lee Marvin, der ved andenpladsen i derbyet samtidig rundede en million kroner i indkørte præmier. En præmiekonto, der nu tæller 1.240.000 kroner.

LUDVIG CASH S2 5212

Kan Ludvig Cash overraske?

En af de helt store overraskelser i Dansk Trav Derby var Magnus Ladegaard-trænede Ludvig Cash. Med René Kjær i sulkyen tog den en flot tredjeplads efter et udvendigt løb, og Power-sønnen fortsætter sin gode udvikling.

Det er René Kjær, der atter får chancen bag hesten, der ligesom Lee Marvin er havnet i anden række bag startbilen. Forinden derbyet var Ludvig Cash anden i derbyprøven, og det var dens første større møde med derbyårgangen.

Ludvig Cash har gjort 13 starter i karrieren. Det er blevet til hele otte sejre, tre andenpladser samt en tredjeplads. Desuden var hesten femte tidligere på året, som har var dens dårligste placering i karrieren.

Blandt modstanderne til Lee Marvin og Ludvig Cash er Peter Rudbeck-trænede Lonesomerider, der var nummer syv i derbyet og Derby Consolation-vinderen Lanson. Der køres om 100.000 kroner i førstepræmie i løbet.

FlemmingJensen

Fortsætter Flemming Jensen i vindersporet?

På forhånd ligner det en god aften for Flemming Jensen, der havde en fin fredag på hjemmebanen, hvor han sejrede med egentrænede Ninjago i auktionsløbet samt Henrik Lønborg-trænede Late Night i Aalborg Hoppechampionat.

Flemming Jensen får en travl aften på Spar Nord Arena. Aalborg-træneren er således i sulkyen ved hele otte lejligheder, hvoraf han har fået vindertippet i baneprogrammet i to af løbet med heste fra egen træningskvarter.

“Ismanden” er tippet, som vinder med Just Hans, der sammen med staldkammeraten Demon starter i hurtigklassen. Det er blevet til tre sejre i ni starter i år for den tidligere Bent Svendsen-trænede seksåring.

Desuden er Flemming Jensen også vindertippet med Eileen Edwards, der kommer med en frisk andenpladsen i bagagen fra derbyweekenden. Den fireårige hoppe jagter sæsonens tredje sejr ved løbene i Aalborg.

jan dahlgaard aeresrunde

Trænerformanden kan få en god aften

Formanden for Dansk Travtrænerforening af 1909 er også på plads i det nordjyske. Skive-træneren Jan Dahlgaard har tre køreture, og vindertippet i to af løbene, mens han også har en fremtrædende chance i Aalborg Store Pris.

Jan Dahlgaard indleder med Peter Rasmussen-trænede Lyon i Aalborg Store Pris Consolation. Det bliver anden start i træk for ekvipagen, der sluttede på tredjepladsen i Derby Consolation i dens seneste start på Lunden.

Herefter gælder det egentrænede Jomo Cash i stayerløbet. Den seksårige hest kommer med en frisk sejr i bagagen fra derbyweekenden, og derudover er det blevet til yderligere to sejre i indeværende sæson for hesten.

Sidst, men ikke mindst, er Jan Dahlgaard også på plads i Aalborg Store Pris med Peter Rudbeck-trænede Lonesomerider, der har vundet 10 sejre i 23 starter i karrieren, hvoraf de tre af sejrene er kommet i 2026.

Spil

Travet.dk tipper

Der er to stregspil på menuen i aften på Spar Nord Arena. Med start i 3. løb, indledes V5-spillet, mens V4-spillet starter, når der lukkes for indskud ved starten til 5. løb. Travet.dk har udarbejdet forslag til begge spilleformer.

V5-forslag
1. afd.: 2-3-4-6-7-8
2. afd.: 4-7-8-10-11
3. afd.: 1-2-9
4. afd.: 2 Just Hans
5. afd.: 3-6-9-10-11
Pris: 450 kroner

V4-forslag
1. afd.: 1-2-9
2. afd.: 2 Just Hans
3. afd.: 3-6-9-10-11
4. afd.: 4-5-6-11-12
Prix: 150 kroner

Dagens sikre
6. løb: 2 Just Hans/Flemming Jensen
For første gang i længere tid sad Flemming Jensen bag egentrænede Just Hans ved seneste start på Åby. Her sluttede ekvipagen på en ottendeplads, men Maharajah-sønnen samtidig rekordforbedrede ved samme lejlighed. Det ligner en god opgave for Just Hans, der er hurtig fra start. Det kunne ligne føring fra start til mål.

Dagens fidus
3. løb: 3 Major Love/Morten Friis
Der er god form på hestene i stalden hos Morten Friis, og den hollandskfødte Major Love er ingen undtagelse. Den syvårige hest har foreløbigt vundet tre gange i 2026. Fra en god udgangsposition er ekvipagen sikret et godt løb undervejs, og det kan bane vejen for en fremskudt placering.

Se baneprogrammet her.

Fotos af Burt Seeger & Gorm Foto

Seneste nyheder

SE ALLE

Relaterede nyheder

Samarbejdspartnere

Ansager Dyrehospital
Spar Nord Arena Aalborg
Dansk Revision
Foreningen af Travopdrættere i Danmark
Venstrebanner
Venstrebanner 2
Uniq
Stutteri Spring & Stald Tårs
Marc Bæk Nielsen
Ledig plads
PartnereVIRKSOMHEDERNE BAG TRAVET.DK