Travgigant lukker ned
Travgigant lukker ned
Ikonisk opdrætter stopper efter 50 år Kan være begyndelsen på enden.
Southwind Farms lukker virksomheden efter 50 år i branchen. Det kan blive begyndelsen på enden for travsporten i New Jersey.
50 års travhistorie
Southwind Farms har opdrættet en hel armada af topheste. Mest kendt er farmen dog for at have været hjem, base og station for to af sportens største avlshingste – Valley Victory og hans barnebarn Muscle Hill. Muscle Hill står der endnu, men ved udgangen af 2028‑sæsonen er det slut. Da lukker Southwind Farms dørene for altid.
Det betyder, at 50 års travhistorie går i graven. Southwind Farms blev grundlagt af det trav- og opdrætsinteresserede ægtepar Annie og Allan Skolnick i 1978. I 1986 købte de en 1.000 acres stor kvægfarm i New Jersey, som blev forvandlet til et mønsterbrug af et stutteri. Der fandtes næppe et travstutteri i verden, der kunne måle sig med Southwind Farms. Begge Skolnick blev optaget i Hall of Fame og døde i 2013, men sønnen Barry Skolnick har drevet farmen videre. Hans bror Mitchel brød med både far og bror og etablerede Bluestone Farms tæt ved.
New Jerseys fald
Barry Skolnick har langt fra samme passion for heste og opdræt som sine forældre, og rygterne om en lukning af Southwind Farms har verseret længe. En fremragende indsats af stutteriets manager Laura Young, der har været der i 35 år, samt Muscle Hills enorme succes, har holdt farmen kørende i 15 år efter forældrenes død. Men ved udgangen af 2028 – efter 50 år med Southwind Farms og familien Skolnick – er det slut.
Southwind Farms ligger i New Jersey, nord for Trenton og tæt på grænsen til Pennsylvania. Når farmen forsvinder, er der ingen store opdrættere tilbage i New Jersey – en stat hvor næsten alle de store trænere ellers holder til. New Jersey kom bagud, da nabostaterne fik lov til at have kasinoer på travbanerne. Det tillader New Jersey ikke. Eller rettere: det tillader den magtfulde kasino‑lobby i Atlantic City ikke.
Uden kasinopenge går det dårligt for amerikansk hestesport. Omsætningen på løbene er langt fra nok til at holde sporten i live. Ved udgangen af 2024 lukkede Freehold Raceway efter 171 års drift. Nu er kun storbanen Meadowlands tilbage i den engang så stærke travstat. Der spekuleres i, at den dag den 83‑årige ejer af Meadowlands, Jeff Gural, ikke er der længere, så forsvinder banen også. Gural arbejder hårdt for at få kasino på banen, men indtil videre uden held.

Det nye paradis
I stedet er Kentucky blevet travsportens nye paradis i USA. Der køres om enorme penge i den hesterige stat, hvor myndighederne ser hestesporten som kulturarv og investerer massivt i den. For at kunne deltage i det ekstremt lukrative Kentucky Sire Stakes‑program, kræves det, at hoppen har stået opstaldet i delstaten i mindst 180 dage under drægtigheden.
Oprindeligt skulle føllet være født i delstaten efter en hingst opstaldet i delstaten for at være startberettiget, men Kentucky har ændret reglerne. Nu kan hingsten stå hvor som helst – så længe hoppen har opholdt sig 180 dage i Kentucky.
Den enorme præmiestrøm i Kentucky har fået flere toptrænere til at købe gårde i staten. Blandt dem er svenskerne Åke Svanstedt og Marcus Melander.







Tags: Hestesport, Trav., Travet.dk, Travsport







