Udfyldte veterinærattest selv
Udfyldte veterinærattest selv
Bøde på 30.000 SEK
Per Henriksen (80) er af Svensk Travsports Ansvars- och disciplinnämnd (STAD) blevet idømt en bøde på 30.000 svenske kroner. Han dømmes for brud på Tävlingsreglementets § 68 efter at have givet urigtige og vildledende oplysninger til Svensk Travsport.

Sagen drejer sig om hesten Take My Name, som fik startforbud efter en svag præstation i et løb på Jarlsberg den 30. august 2024 (hesten stod dengang hos Frode Hamre, red.). For at hesten igen kunne få lov til at starte, krævedes en veterinærattest, der dokumenterede, at hesten var klar til løb. Kravet omfattede både bestået bøjeprøve og bestået prøvekørsel.
Afsløret af forskellig pen
Hesten blev sat på Henriksens træningsliste 4. februar 2025. Den 8. april samme år indleverede Henriksen en veterinærattest, dateret 5. april og underskrevet af en dyrlæge fra Uddevalla Equine Medical Service AB.
Svensk Travsport fattede mistanke, da det tydeligt fremgik, at felterne for godkendt bøjeprøve, godkendt prøvekørsel og bekræftelsen af, at hesten var startklar, var udfyldt med en anden pen end den, dyrlægen havde brugt til resten af attesten.
Udredningen viste, at dyrlægen hverken havde afkrydset disse felter eller givet grønt lys til, at hesten kunne starte. Under udredningssamtaler erkendte Henriksen forholdet og bekræftede, at han selv havde udfyldt disse oplysninger efterfølgende – uden at rådføre sig med dyrlægen.
“Ikke en mindre alvorlig overtrædelse”
Svensk Travsport nedlagde oprindeligt påstand om en bøde på 40.000 kroner. I sin afgørelse understreger STAD alvoren i sagen:
“Det er tale om en forsætlig forfalskning af et vigtigt dokument, som ligger til grund for vurderingen af, om heste er startberettigede eller ej.” “Det er altså ikke tale om en mindre alvorlig overtrædelse.”
Henriksen forklarede handlingen med dårlig hukommelse og økonomiske problemer, men STAD vurderede, at dette ikke gav grundlag for en mildere sanktion. Bøden blev derfor fastsat til 30.000 kroner i et enstemmigt vedtag.
Afgørelsen kan ankes til Svensk Travsports Överdomstol.
Bragt i samarbejde med Trav365.no.













