Største antidoping-indsats nogensinde
I foråret 2023 besluttede DH Sport at iværksætte den største enkeltstående antidoping-indsats nogensinde inden for hestesporten. Og den praktiske del er nu gennemført.
Derfor har en række af landets største trænere i forbindelse med derbymeetinget haft uanmeldt besøg af DH Sport og tilknyttede veterinærer ved flere lejligheder – de såkaldte Out of Competition-tests (OOC).
Baggrundene er flere og åbenlyse. Det handler dels om vished for, at alle konkurrerer på samme vilkår og dermed bidrager til størst mulig spilsikkerhed, dels det vigtige aspekt i relation til hestevelfærd, således vi til enhver tid har sikkerhed for, at væddeløbsheste er sunde, raske og dermed motiveret til at konkurrere.
– Antidopingarbejdet har stor både sportslig og politisk bevågenhed, og derfor har der gennem længere tid været afsat ressourcer til denne højt prioriterede indsats. Indsatsen er samtidig et produkt af den strategiske indsats, der ligger i det fælles skandinaviske antidoping-samarbejde, indleder adminstrationschef i DH Sport, Uwe Bredahl.
– Out of Competition-tests er et af de meget anvendte greb i vores anti-doping arbejde og foregår helt året og ikke kun blandt de nævnte store trænere. Samtidig er det også et proaktivt værktøj, som kan benyttes med meget kort varsel, såfremt vi bliver opmærksomme på situationer, der kalder på handling fra vores side, forklarer Uwe Bredahl videre.
183 tests på ni dage
På det mere konkrete niveau blev der efter derbyprøverne og over de efterfølgende ni dage taget i alt 183 OOC-tests. Det drejer sig om en blanding af både almindelige og specialprøver.
Det skete gennem tre besøg hos såvel Bo Westergaard, Flemming Jensen som Steen Juul. Dertil kommer yderligere endnu et besøg hos Michael Lønborg i dagene op til derbyweekenden.
Det betyder også, at enkelte heste via sejre eller andre toppræstationer i forbindelse med Derbyweekenden kan have fået taget op til hele syv prøver i perioden på under 14 dage.
Alle prøver er sendt til nærmere analyse i SVA i Uppsala, der behandler alle dopingtests i Skandinavien inden for hestevæddeløbssporten.
– I forbindelse med besøgene tjekker vi samtidig behandlingsjournalerne minutiøst for at sikre, at medicineringsreglerne overholdes. Og jo – dette er helt klart den største indsats, som jeg i mine mange år i sporten har deltaget i, så der er ingen tvivl om, at vores antidopingarbejde både nationalt og i samarbejde med de nordiske lande har et højt niveau, forklarer veterinær hos DH Sport, Peter Fog.
Hidtil har disse uanmeldte besøg ikke været offentliggjort, men af hensyn til emnets vigtighed og relevans vil OOC-besøg fremadrettet blive delt på sportens kommende og opdaterede hjemmeside
– Alle de steder vi har været på besøg for at foretage OOC-prøver, er vores veterinærer og officials blevet modtaget med ”åbne stalddøre” og en stor åben- og velvillighed fra de aktive, som værdsætter vores besøg for at sikre en ren sport til glæde for alle, slutter Uwe Bredahl







