Stald H køber Lust for Life
Per Hansen har i dag bekræftet overfor Travet.dk, at han har købt den 2-årige Lust For Life, som tidligere i år imponerede i en prøve til Dansk Opdrætningsløb.
Hesten deltog dog ikke i Dansk Opdrætningsløb 2024, da den blev slettet på løbsdagen på grund af halthed.
Lust For Life (Mister JP) er fortsat i træning hos Paul Hagoort i Holland. I en sms til Travet.dk oplyser Per Hansen, at hesten bliver hos Hagoort, og at den er meldt i alle danske årgangsløb i 2025. Købssummen er ikke offentliggjort.
Lust For Life har aktuelt gjort to starter, hvilket har resulteret i en sejr og 20.000 kr.
Med købet af Lust For Life fortsætter Per Hansen sine investeringer i sporten. For fjorten dage siden omtalte vi hans engagement som hesteejer og forretningsmand.

Per Hansen
Per Hansen har markeret sig som en succesfuld hesteejer med heste i Danmark og Sverige. Per Hansen har herhjemme vundet Dansk Opdrætningsløb med Isabella C N i 2022, og i udlandet høstet triumfer med Hustle Rain.
Svensk Travsport har en oversigt, som viser, at Per Hansens selskab er ejer af Point Of Perfect, Ballerina Girl, The Pope, samtidig er Per Hansen medejer af tophesten Hustle Rain sammen med Thomas Lind-Holm.
Per Hansen er født og opvokset i Horsens. Det er en familie, der har været med i dansk travsport i mere end 75 år, og familiens interesse for heste stammer fra Per Hansens farfar.
Den første travhest blev købt for 17 år siden, og i det daglige er Per Hansen i ejendomsbranchen. Per Hansen har de senere år investeret kraftigt i travsporten.

Stærkt hestehold
Per Hansen ejer 50 procent af hesten Hustle Rain, som sidste år vandt SprinterMästaren Final med en præmiesum på 1,2 millioner svenske kroner. Generelt har Per Hansen haft stor succes med sine investeringer inden for travsport.
Ballerina Girl, som også ejes af Per Hansen gennem Stald H, sikrede sig i år en sejr i Breeders Crown-serien på Färjestad med en førstepræmie på 110.000 svenske kroner.
I november blev hesten Point of Perfect erhvervet for 330.000 dollars (svarende til 2,3 millioner kroner) på Harrisburg-auktionen i USA. Point of Perfect, efter Walner og Southwind Fiat, er også en del af Per Hansens portefølje.
Nu er Lust For Life så indkøbt for et ukendt beløb.
Fotos af
Burt Seeger
Stutteri Dust




