Spangenberg – Håber at få licensen tilbage
Spangenberg – Håber at få licensen tilbage
I går meddelte Dansk Hestevæddeløb, at Björn Spangenbergs trænerlicens er blevet inddraget.
Kort efter udtalte Spangenberg sig til Travronden, hvor han for første gang sætter ord på situationen og de konsekvenser, den allerede har fået for hans hverdag og hans heste.
Her fortæller han om chokket, usikkerheden og håbet om, at sagen kan finde en løsning, så han igen kan vende tilbage til sporten.
Til Travronden fortæller Spangenberg:
– Jeg ejer ikke stalden, men lejer mig ind, og i staldbygningen er der også rideheste. Forbundet foretog et besøg og fandt medicinen i et område i en anden del af bygningen, som de havde fået adgang til efter at have passeret låste døre. Dette område har intet med min stald eller min virksomhed at gøre. Der blev også taget prøver fra mine heste i forbindelse med besøget, og de var negative, fortæller Björn til Travronden.
Han håber at få sin licens tilbage inden længe og fortæller, at han den 3. februar skal til et møde med organisationen.
I går skrev Dansk Hestevæddeløb:
Brud på anti-doping reglementet medfører midlertidig inddragelse af licens.
Den midlertidige licensinddragelse har virkning fra dags dato, mens behandlingen af sagen fortsætter.
Opbevaring af store mængder af dyrlægeforbeholdt medicin i strid med anti-doping reglementet medfører midlertidig inddragelse af licens
DH Sport foretog den 24. november 2025 et uanmeldt besøg hos travtræner Bjørn Spangenberg i Løgumkloster. I stalden blev der fundet et stort antal af forskellige former for dyrlægeforbeholdt medicin, infusionsvæske og udstyr til infusion, samt et stort antal sprøjter og kanyler.
Et administrationsudvalg nedsat af DH Sport har efterfølgende behandlet sagen og bl.a. indhentet yderligere oplysninger fra både Bjørn Spangenberg og Fødevarestyrelsen. Bjørn Spangenberg har nægtet at have ansvar for de gjorte fund.
På baggrund af fundet hos Bjørn Spangenberg og de oplysninger, som administrationsudvalget sidenhen har modtaget, har administrationsudvalget besluttet at foretage en midlertidig inddragelse af Bjørn Spangenbergs trænerlicens, mens behandlingen af sagen fortsætter. Den midlertidige licensinddragelse har virkning fra dags dato.
Når sagsbehandlingen er afsluttet, fremsendes sagen til SDK inden endelig afgørelse træffes i sagen, skriver man på DH.DK.
Vi har tidligere interviewet Uwe Bredahl om dette. Det kan man læse mere om her.







