Solvalla – Bjarke Haagensen – Jeg er klar
Det internationale amatørløb på Solvalla i weekenden har to danskere til start. Travet.dk har i dag taget en snak med Bjarke Haagensen, og her ser man frem til oplevelsen.
Bjarke Haagensen er klar trods en sprængt akillessene. I forbindelse med at Bjarke Haagensen jagtede en rotte hjemme på bopælen, gik det galt.
“Jeg er nået dertil, hvor jeg kan sidde i en vogn og jeg har været med i træningen i en lille uges tid, og det går fremad. Jeg er nærmest kilet op med en støvle, så det gør ikke ondt i det daglige, indleder Bjarke Haagensen.
Jeg skal gå med dette i fem uger endnu, og det er noget rigtig møg med hensyn til tid. Du kan brække benet, og så fem uger efter er du næsten fuldkommen klar igen. Vi snakker her otte uger, og så kommer der genoptræning efterfølgende.
Den næste måned er så den kritiske, da statistikken siger at ti procent af alle tilfælde springer det op igen, men jeg håber selvfølgelig det bedste, uddyber Bjarke Haagensen.”

Er glad for at komme afsted
“Jeg har glædet og set frem til turen i weekenden, så det var faktisk det værste. Jeg tænkte bare inde i mig selv, at det her er løgn. Det sker bare ikke netop nu.
De første par dage med støvlen på, der tænkte jeg bare – Det her kommer ikke til at gå, men det er gudskelov blevet meget bedre, og der har ikke været udfordringer med at træne med.
Jeg kan sagtens sidde i en vogn, og det er fuldt ud forsvarligt. Jeg glæder mig til opgaven, og ikke mindst til at køre for en af Sveriges større trænere bliver en oplevelse.
De har normalt deres heste på top til sådanne dage, og det ser jeg frem til.”

Ser travsikker ud
Bjarke Haagensen skal i weekenden køre Jörgen Westholm-trænede Holger. Det er blevet til to andenpladser, en fjerde samt en femteplads i årets første fire starter.
“Jeg synes hesten ser travsikker ud, men jeg ved ikke om den har fordel af kort distance. Den var senest ude på 2640 meter, og har kun gjort en start tidligere i karrieren på 1640 meter. Det er der normalt en årsag til.
Det bliver interessant og spændende at køre for Westholm afslutter Bjarke Haagensen.”

Flot karriere
Bjarke Haagensen har en lang række flotte meritter, som blandt andet tæller flere-DM sejre, deltagelse i NM, deltagelse i Fegat Cup, deltagelse i EM og VM.
Lunden-amatøren er ikke kun en dygtig kusk og amatørtræner. Han er samtidig også opdrætter, og stalden tæller netop nu flere egne opdrættede heste.
I det daglige er Bjarke Haagensen beslagsmed foruden at være en dygtig travamatør.
Travet.dk er på Solvalla i weekenden, og vil også her forsøge at fange Bjarke Haagensen.
Fotos Burt Seeger – Lasse Jespersen.







