Snart 30 års jubilæum som hesteejer i Danmark
En af de udenlandske hesteejere, som i en lang årrække har støttet op om de danske trænere, er svenske David Bröms. Foruden at være hesteejere i Danmark har David Bróms ligeledes støttet op om diverse danske arrangementer som sponsor.
I disse dage går svenskeren med et stort smil på læben, da hans følhoppe Maniaminmiami er konstateret drægtig ved Dominion Beach og dermed kommer der en helsøster til svenskregistrerede Montomery M til næste år.
– En meget positiv nyhed i denne Corona tid, hvor der ikke har været meget at juble over for os hesteejere. Det er i krisetider, man skal satse, og en satsning på dansk travsport fortsætter, fortæller David Bröms.
Jeg synes, det er vigtigt at få de positive historier ud i denne triste tid, hvor mange ting er lidt op ad bakke.
Jeg håber, at jeg med mit lille bidrag kan være med til at støtte op om dansk travsport og ikke mindst sende et signal om, at vi ikke mister troen på tingene.
Jeg har snart 30-års jubilæum som hesteejer i Danmark, og i stedet for at lukke ned, så tager vi skeen i den anden hånd og forsøger aktivt at bidrage til en positiv udvikling for Dansk Travsport.
Alt for mange råber og skriger på de sociale medier, men reelt burde man i stedet gøre en indsats for sporten, hvis man på nogen måde kan. Det sidste tror jeg ikke på, gavner hverken sporten eller tiltrækker nye kunder i butikken, afrunder David Bróms -.
David Bröms er ligeledes indehaver af Machiavelli, som er i træning hos Aalborg-træner Kent Friborg. Machiavelli starter næste gang den 22. maj på Fyens Væddeløbsbane.





