Nykøbing – Amatører med 20. august
Travet.dk har netop været i kontakt med Anders Helge Nielsen, der er næstformand på Nykøbing Falster Travbane. Nykøbing har her til aften meldt følgende ud:
“Det er ganske vist meldt ud, at vores løbsdag den 20. august vil blive kørt som en professionel løbsdag, men vi vil gerne forsøge at gennemføre løbsdagen under de nuværende Corona-regler med max 100 personer (kuske, staldfolk og div. officials) i.h.t. forsamlingsforbuddet.
Som udgangspunkt kan både amatører og professionelle være med i alle løb (også form- og puljeløb), men det kræver en indsats af såvel professionelle som amatører i forhold til antal staldfolk, hvor vi beder alle om at kigge dybt for at vurdere hvor mange man reelt kan nøjes med.
I den forbindelse vil det være rigtig godt, hvis man allerede ved anmeldelse kan fortælle hvem som kommer med som staldfolk.
Såfremt der ved optælling konstateres, at vi er under de 100 vil de som har “lidt” m.h.t. staldfolk blive tilbudt ekstra pladser.
Bliver det knapt med staldfolk henstiller vi til, at de folk, der er på banen vil stå sammen og hjælpe.
Dette tiltag prøves den 20. august og hvis vi kommer succesfuldt igennem vil det blive proceduren fremadrettet sålænge vi har et forsamlingsforbud på over 100 mennesker.
Vi har fra banens side skåret helt ind til benet i forhold til helt nødvendige officials og håber de aktive vil være en positiv medspiller i forhold til alle kan komme ud og dyrke vores dejlige sport.”






