Nicolaj Andersen mod Jägersro-tur
Den mangeårige Lunden-træner Nicolaj Andersen valgte for en del år siden at lukke forretningen, og har kørt sparsomt som amatør. Sidste år blev amatørlicensen udskiftet med jockeylicensen og i aften starter han i Sverige.
Det er den fynske amatørtræner Mikael Poulsen, der har hyret Nicolaj Andersen til at komme til Sverige i aften. Her skal han køre Highfive E M, der starter i et jockeyløb på Jägersro.
Highfive E M har fået spor syv over 1640 m. Auto i løbet, hvor der er 40.000 skr. i førstepræmie, men der er ikke den store tiltro til ekvipagen i banens officelle program, hvor de ikke er nævnt blandt de seks første heste.
Nicolaj Andersen kører den 7-årige hest for tredje gang i karrieren. De to første er foregået på Charlottenlund Travbane, hvor det er blevet til to andenpladser. Senest var hesten uden for præmierækken for René Kjær.
Det er en Highfive E M, der jagter sin ottende sejr i karieren. Den seneste var i slutningen af 2024, hvor René Kjær sejrede med hesten på Charlottenlund Travbane.
Lukkede i 2019
Nicolaj Andersen valgte at lukke stalddørene i slutningen af 2019. Den sidste start som træner foregik med den daværende Team Lunden-hest Dream Girl i et løb på Bjerke-banen i Norge.
Det var kulminationen på et år, hvor Nicolaj Andersen også vandt Dansk Hoppe Derby med Dream Girl. Hoppen havde forinden besat andenpladsen i prøven til Hoppe-derbyet.
Året forinden var det også blevet til sejr i Dansk Hoppe Derby. Her sejrede Nicolaj Andersen med Commit Boom Bay, der også var tidligere anpartshest på Charlottenlund Travbane.
Desuden har Nicolaj Andersen vundet Hoppe Derby yderligere to gange. Første gang var i 1995, hvor han sejrede med Turner Shadow, mens det blev til sejr med Sunbeam i 2013.
Derby-Nicolaj
Det er ikke kun i Dansk Hoppe Derby, at Nicolaj Andersen har kørt først over stregen flere gange. Det er også sket i Dansk Trav Derby. Hele to gange i løbet af hans karriere.
I 1999 kom Chopin Toftebjerg med i derbyet i 11. time, men den viste sin berettigelse i løbet, hvor den sejrede for Nicolaj Andersen, der allerede året efter fremviste en ny derbyhest.
Det var Skive-amatøren Per Nielsen, der stod for træningen af Dragon Flamingo, som sejrede i løbet om det blå bånd foran Dikan Lundtoft, mens Daily Wonder var tredje.
I aften gælder det årets niende start for “Derby-Nicolaj”. Det er blevet til en enkelt sejr med Gendry på Lunden forleden, og desuden er det blevet til en andenplads og en tredjeplads.
Fotos af
Burt Seeger












