Marc Bæk – Det kan blive Frankrig næste år

Marc Bæk Nielsen kan kalde sig dobbelt DM-vinder ovenpå sejrende til Diva Sisa og Dortmund. Travet.dk tog mandag morgen telefonen, og tog en snak med Aalborg-træneren.

– Det har været en fremragende weekend, hvor staldens heste præsterede godt. Diva Sisa var rigtig fin, og var nemt at køre. Hun kan normalt godt blive lidt hidsig, men det var der ikke noget af og det er meget positivt, hvis hun kan slappe lidt mere af undervejs.

Hun vandt med det norske i behold, og endelig blev hun belønnet for hendes fine form. Jeg synes, hun har været lidt uheldig i de to foregående starter, og generelt har hun ikke haft heldet på sin side i år.

Jeg synes hun gik fremragende, og hun står i klassen under 150.000 lige nu. Der er flere gode muligheder i Sverige for hende, men nu ser vi lige hvordan hun tager løbet, inden vi laver nye planer. –

Frankrig kan være en mulighed næste år

Marc Bæk Nielsen kunne i går selv køre staldens Dortmund til sejr i DM for 5-årige hingste og vallakker 2020. Her viste Dortmund en ny side af sig selv, ved at være hurtig fra start.

– Jeg prøvede ham i autostartsprøven, og der synes jeg han virkede meget tiltalende. Det har været en af de udfordringer, og et område, hvor han har skulle udvikle sig.

Han har gået mange hårde løb som første hest i andet spor, men efter autostartsprøven, så valgte jeg at prøve ham fra start.

Jeg var på ingen måde efter ham, så det var meget positivt, at han efterhånden også kan åbne fra start. Det har kostet ham mange penge sidste år og faktisk også i år, at han ikke har været så hurtig fra start og dermed er kommet til at sidde sidst eller siddet udvendigt på den førende. –

Direkte adspurgt om gårsdagens distance på 1800 vel ikke er til Dortmunds fordel, svarer Marc Bæk Nielsen: Det har du fuldkommen ret i, og han har vel sin force på de lidt længere distancer, men det sætter vel bare gårsdagens præstation lidt i perspektiv.

 – Jeg har ingen aktuelle planer med ham på nuværende tidspunkt, da dette år skulle være et transportsår for ham, hvor vi skulle se, hvordan han udviklede sig og se, hvor langt det kunne række.

Det har været en drøm i starten af året at prøve ham på fransk grund på et tidspunkt. Nu er den drøm vel gået mere over til at være en realistisk mulighed hen over sommeren til næste år.

Jeg vil ikke have ham ud over vintermeetinget, og jeg har tidligere haft pæn succes med at tage til Frankrig hen over sommeren, så det er tankerne lige nu omkring Dortmund, fortæller Marc Bæk Nielsen. –

Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Scroll til toppen