Liga 1 – 50.000 kr. til Frodo Cash
Liga 1-løbet på Fyens Væddeløbsbane gik til Steen Juul og Frodo Cash (Zola Boko) efter en forrygende afslutning, hvor Frodo Cash rundede samtlige konkurrenter i slutfasen.
Steen Juul og hans team har kontinuerligt formået at udvikle Frodo Cash til en af landets bedste heste netop nu. Det blev i 2021 til en andenplads i Dansk Trav Derby, og sidenhen har udviklingen fortsat.
I år er det blevet til en andenplads i Dansk Mesterskab, og sejren i dag var den femte i sæsonen. Frodo Cash har formået at løfte niveauet sæson efter sæson.
Frodo Cash har formået at tage skridtet fra de danske årgangsløb til den absolutte elite. I dag satte man endnu engang den danske hurtigklasse til vægs.
Frodo Cash sejrede i tiden 1.14,6a/2140 m. Auto. Det skal med, at Fyens Væddeløbsbane er vurderet til at være to sekunder langsommere end normalt.

Om ejerkredsen
Peter Frandsen har en lang og flot fodboldkarriere bag sig i Akademisk Boldklub. Som 14-årig kom Peter Frandsen til AB fra Hareskov, og sidenhen blev det til 14 sæsoner på førsteholdet. Det blev i alt til 392 kampe på det bedste hold, og ikke mindst Peter Frandsens kampgejst var kendt i hele landet.
Da Peter Frandsen i 1994 stoppede som aktiv, blev han ansat som assistenttræner. Peter Frandsen var cheftræner, da AB i 2000 vandt bronzemedaljer på Lyngby Stadion, og hele fire gange har Peter Frandsen været cheftræner i AB. I 2017 blev selvsamme Peter Frandsen indlemmet i Hall Of Fame i AB.
Opdrætter: Britt & Carsten Schmidt
Ejer: Stald Cindy
Træner: Steen Juul
Se dagens sejr her.
Se vinderinterviewet her.
Arkivfotos
Burt Seeger.







