Læserbrev til Travet: Lars Biel
Læserbrev til Travet:
Aktindsigt i Vision Øresund: Travsporten fortjener åbenhed

Af Lars Biel
Miljø- og Fødevareklagenævnet har nu afvist at realitetsbehandle min klage over Dansk Hestevæddeløb ApS’ afslag på aktindsigt i materiale vedrørende Vision Øresund og Handlingsplan 2030.
Det er vigtigt at forstå, hvad det betyder: Nævnet har ikke taget stilling til, om der burde gives aktindsigt. Sagen er stoppet, før man overhovedet nåede til realiteten. Dermed står travsporten og offentligheden fortsat uden indsigt i et materiale, som kan få stor betydning for Charlottenlund Travbanes fremtid og for den retning, sporten skal tage.
Jeg respekterer naturligvis, at nævnet har truffet en afgørelse. Men jeg mener også, at afgørelsen rejser principielle spørgsmål.
For det første anlægges der efter min opfattelse en alt for snæver forståelse af, hvad der kan være “offentlige funktioner” i denne sammenhæng. Travsporten er ikke bare privat underholdning løsrevet fra omverdenen. Når man arbejder med store strukturplaner, baneforhold, arealanvendelse, fremtidig placering og beslutninger med mulig betydning for miljø, trafik, støj og byudvikling, så er det svært at se, hvorfor offentligheden ikke som minimum skal kunne få prøvet spørgsmålet om indsigt ordentligt.

For det andet mener jeg ikke, at nævnet i tilstrækkelig grad har taget stilling til spørgsmålet om offentlig kontrol via finansiering. I sagen er det netop gjort gældende, at tilskud, vilkår, afrapportering og økonomiske styringsmekanismer kan have betydning for, om en privat aktør i realiteten er underlagt en sådan offentlig indflydelse, at reglerne om miljøoplysninger bør bringes i anvendelse. Det spørgsmål fortjener efter min mening en mere indgående behandling, end afgørelsen giver.
For det tredje savner jeg en mere konkret stillingtagen til de anbringender og dokumentationspunkter, som faktisk er fremlagt i sagen. Når en klage afvises på et så principielt grundlag, bør begrundelsen efter min opfattelse gå tættere ind i de konkrete forhold, der er påberåbt.
Sagen handler derfor ikke kun om mig. Den handler om gennemsigtighed. Den handler om, hvor åbent der skal arbejdes med planer, som kan få vidtrækkende betydning for dansk travsport og for Lunden. Og den handler om, hvorvidt offentligheden kan få indblik i beslutningsgrundlaget, før det er for sent.
Jeg arbejder nu videre med sagen og forventer at indbringe afgørelsen for Folketingets Ombudsmand. Samtidig vil jeg undersøge at få relevant materiale frem via de myndighedsspor, hvor aktindsigt utvivlsomt gælder.
Min pointe er enkel: Hvis der træffes beslutninger med så stor betydning for sporten, bør udgangspunktet være åbenhed – ikke lukkethed.
Dokumentation:
Bilag 1. – Klik her.
Bilag 2. – Klik her.












