KTAS og Hyde Park indleder på Jægersro
Sidste års udgave af Poul Kraghs Mindeløb gav sejr til Michael´s Turn-sønnen Hyde Park. I dag ejes/lejes den talentfulde 3-åring af Stald KTAS, og anpartshaverne kan se frem til sæsondebut i morgen aften.
I oktober måned kunne Stald KTAS melde således ud:
”Det er med stor glæde, at vi kan præsentere HYDE PARK for medlemmerne. Hyde Park er en 2-årig hingst (Nu 3-årig vallak) efter den nye Muscle Hill-hingst i dansk travsport, Michael’s Turn og Nemcova efter franske Sebrazac. Og Nemcova er også mor til Coutinho, som vi forsøgte at leje for år tilbage. Et stort talent hos Thomas Fischer, som siden blev solgt til Jylland, men desværre senere måtte aflives.
Vi har været så heldige at få lov til at leje hesten af Mikkel Hove med forkøbsret foreløbig til og med 5-års sæsonen, hvorefter aftalen kan forlænges. Vi er utrolig glade for denne mulighed for igen at have en hest med i de danske årgangsløb.
Den er meldt, i alt men heldigvis ved hesten ikke, at forventningerne er store, og vi håber den kan give os nogle store oplevelser sammen.”
Om Hyde Park
Hyde Park har foreløbigt gjort seks starter i karrieren. Det er blevet til to sejre for vallakken, der er opdrættet af Gunnar Christiansen i det nordjyske. Udover de to sejre er det blevet til to andenpladser, som begge er hjemtaget på Charlottenlund Travbane.
Den ene andenplads kom i derbyweekenden, mens hesten også var anden i Opdrætsløb Consolation sidenhen. De to andenpladser kom i regi Michael Lønborg, mens Henrik Thomsen i dag står for træningen af Hyde Park, der indleder sæsonen på Jægersro.
Hyde Parks moder Nemcova, er foreløbig blevet mor til otte afkom i karrieren heriblandt Hyde Park, der har to helsøskende. Både 4-årige Golddigger, der har gjort to starter, samt åringen I’m A Mets Fan har samme far i Michael’s Turn.
Super Photo Kosmos-sønnen Coutinho er foreløbig hoppens mest vindende afkom med 102.600 kroner på præmiekontoen. Hyde Park er foreløbig den fjerdemest vindende af de afkom, som svenskregistrerede Nemcova, har bragt til verden.
Om Henrik Thomsen
Henrik Thomsen er født i København den 10. oktober 1966. Han bor sammen med Susanne Olsen.
Henrik har været jockey hos Arvid Olsen i adskillige år. Han blev landschampion for jockeyer i årene 1988 til 1994, og har også deltaget i EM for jockeyer.
I 1995 startede Henrik som træner, med Nykøbing Falster Travbane som hjemmebane. I 2014 vandt han for første gang trænerchampionatet på hjemmebanen.
Foto Hyde Park – Foto Ole Hindby.





