Keld Gregersen – Jeg er lykkelig
En sag om efterbetaling af et anseeligt millionbeløb til Skat er nu endt med at Landsskatteretten har givet Keld Gregersen, Stutteri Disney medhold. Det fortæller Keld Gregersen igennem telefonen torsdag aften.
– Jeg ville have givet alle medier den samtidig, men afgørelsen er på 167 sider i alt. I morgen sender jeg afgørelsen rundt, så alle kan få et indblik i tingene.
Hele sagen handler konkret om nogle millioner. Skat påstod, at min virksomhed var en hobbyvirksomhed og ikke blev drevet forretningsmæssigt, hvilket jeg har været stærkt uenig i.
Denne afgørelse er ikke kun vigtig for mig, men for alle de hesteejere, der driver travsporten som virksomhed. Det her er en kæmpe sag og en kæmpe ting, at skat taber en sådan sag.
Hvis jeg ikke havde vundet det her, så var sporten muligvis blevet slået ihjel. Det er en kæmpe sejr for dansk travsport dagens dom, som betyder at professionel hestehold, nu anses som en erhvervsvirksomhed, fortæller Keld Gregersen.
Ikke første nederlag til skat
Det er langt fra den første sag skat har ført mod folk i dansk travsport. Det er heller ikke første gang, at skat taber en sag, som det er tilfældet i dag.
I 2019 vandt det bornholmske Stutteri Ice en sag over skat.
Twisten med SKAT kom i kølvandet på, at Jess, som driver stutteriet, trak fradrag fra stutteriets underskud i startfasen, som lå i årene 2011, 2012 og 2013 fra. SKAT vurderede efterfølgende, at Stutteri Ice ikke er berettiget til fradraget, da de ikke mente, at det blev drevet erhvervsmæssigt med en chance for overskud.
Jess og Linda var imidlertid ikke enige med SKAT, da de blot har spillet efter de regler, som SKAT selv har introduceret både dem og andre, der driver opdræt af væddeløbsheste for. Igennem SEGES blev parret nemlig introduceret til den såkaldte regel Styresignalet SKM2011.282. Reglen gælder stutterier og væddeløbsstalde og handler om afgrænsningen mellem erhvervsmæssig virksomhed, som altså potentielt kan skabe overskud, og ikke-erhvervsmæssig virksomhed af den art, man vil kalde mere hobby-betonet stutteridrift.
Hobbyvirksomhed eller professionel virksomhed. Forskellen kan betyde lov til at køre med underskud i hestesporten, hvor udgifterne er store i starten, med etableringsomkostninger, inseminering, føl og træning, hvorefter afkastet – såsom præmier og hesteavl – først kommer senere.
Ifølge reglerne i Styresignalet tolkede Jess Christian Persson, som fik god rådgivning igennem SEGES, at Stutteri Ice kunne trække fradraget fra de hårde opstartsår med underskud fra, men SKAT vurderede, at stutteriet er hobbybetonet og mener derfor ikke, at det er korrekt.
Stutteriet sejrede efter 2,5 års kamp med skat.




