HVORFOR VILLE MAN IKKE DENGANG OG HVAD NU DTC OG OPDRÆTTER FORENINGEN?
Sådan skriver Keld Gregersen i et læserbrev. Vi skal gøre opmærksom på at vi modtog dette læserbrev tidligere på dagen, men at det var røget i vores spam-filter.
For nogle år siden var der gode kræfter i Dansk Travsport der konstaterede faldende fødselstal iblandt travopdrættere i Danmark.
Ud fra devisen rettidigt omhu udarbejdede man en strategi der indledningsvis sammenlagde Breeders Club med opdrætter foreningen med henblik på at skabe et samlet initiativ fremadrettet.
Den nye opdrætter forening skulle professionaliseres med folk der på vegne af landets opdrættere, havde kompetencer til at markedsføre og sælge åringer, følhopper og måske ligeledes løbsheste i almindelighed.
Ide’erne var mange, spændende og fremadtænkende.
Udgangspunktet var at en sport uden hesteejere, nye som gamle, ville langsomt gå i den forkerte retning.
Dengang var dette initiativ ikke muligt grundet person spørgsmål fra opdrætterforeningens side selvom initiativtagerne forsøgte at komme foreningen i møde.
Nu står vi så her med fødselstal der er værre end frygtet, hvilket giver mig anledning til at spørge de på det tidspunkt involverede kræfter i og omkring den gamle opdrætterforening, om de har efter rationaliseret deres beslutninger og eller hvad deres strategi er her og nu og ikke mindst fremadrettet?









