Har Frank Kjelde set rigtigt
En af landets hårdtsatsende hesteejere er jyske Frank Kjelde. I det daglige gør Frank Kjelde sig som ejendomsmægler, men ved siden af dette bliver der indkøbt og solgt mange heste.
Det er noget, som Frank Kjelde er særdeles dygtig til, og i den forbindelse har den jyske ”købmand” opbygget et stort og bredt netværk i hele Europa. Et netværk som dansk travsport har stor glæde af.
Travet.dk kunne i sidste måned fortælle om hestene Federal de la Giro samt Ficanasse, der netop var indkøbt i Normandiet og på vej til Danmark. Den kommende fredag afvikles der løb på Jydsk Væddeløbsbane, og her sender Frank Kjelde førstnævnte Federal de la Giro ud med Birger Jørgensen.
– Federal de la Giro har ikke tjent en krone i karrieren, men det har sin årsag. Hesten har været meldt op under 60, 70, 80.000 euro, og det skal alle dage være en stor mundfuld for en hest med nul kroner.
Det har desværre været svært at få ham med i de franske løb, og det er problemstillingen i Frankrig med heste, der efter 4-års sæsonen ikke står med så mange penge på kontoen.
Det er også den direkte årsag til, at jeg kan komme i nærheden af sådanne heste som denne her. Han er en 5-årig fransk vallak. Far er Tiego D´Etang, der hentede 1.821.780 euro og satte rekord 10.
Mor er Venise De Gravelle, der blot gjorde tre starter i karrieren.
Det er en hest, som jeg forventer, kan gå ud og være med direkte herhjemme, fortalte Frank Kjelde i forbindelse med indkøbet af Federal de la Giro. –
Federal de la Giro har fået vindertippet i fredagens 1 løb på Jydsk Væddeløbsbane.





