Han har været en af årgangens bedste hele karrieren
Han har været en af årgangens bedste hele karrieren – Nu skal springet tages
Kungfufighting har gennem hele sin karriere været blandt de bedste i sin årgang, og nu er Peter Rudbeck klar til at tage næste skridt. Mandag gør Kungfufighting sæsondebut mod flere af landets bedste ældre heste.
Kungfufighting (Nuncio – Nobodybeatsthebeat) har allerede sikret sig en plads i dansk travhistorie med sejre i prestigefyldte løb som Dansk Opdrætningsløb, Jydsk 2-årings Grand Prix, Grand Circle 3-års Championat og Aalborg Store Pris. Med en samlet indtjening på over 2 millioner kroner og titlen som Årets 3-åring i 2024 er han en hest, der har sat sit tydelige præg.

I sidste sæson blev det til en tredjeplads i Dansk Trav Derby, og sæsonen bød på 771.000 kr.
I alt står Kungfufighting noteret for 2.267.850 kr.
Det er blevet til 16 sejre i 26 starter i karrieren.
En familieindsats bag succesen
Bag Kungfufightings succes står en dedikeret familie, der arbejder tæt sammen om projektet. Udover familien i Skive har vi også haft fornøjelsen af at møde resten af familien, og det er altid en glæde at opleve deres engagement og sammenhold.
Opskriften på deres succes gennem årene er klar: Det kræver dygtighed i træningen, nøje udvælgelse af de rette hingste til de rette hopper og ikke mindst en stor forståelse for heste. Samtidig handler det om at være på forkant med udviklingen. Derfor har Peter Rudbeck de seneste to år investeret i nye avlshopper, hvilket understreger hans langsigtede fokus og ambitioner. Denne kombination af kompetencer og fremsynethed er en væsentlig årsag til Peter Rudbecks store succes inden for sporten.
Største bedrifter Kungfufighting har tidligere triumferet i Dansk Opdrætningsløb. Derudover er han blevet hædret som både Årets 2-åring og Årets 3-åring i Danmark ved Hestesportens Galla.

Fakta om Kungfufighting
- Træner: Peter Rudbeck
- Kusk: Rolf Jørgensen
- Ejer: Stutteri Hole In One
- Opdrætter: Peter Rudbeck
Kungfufighting er efter Nuncio, der selv havde en fantastisk væddeløbskarriere med 42 sejre i 63 starter og en karriereindtjening på mere end 28 millioner kr.
I hans første årgang fra 2019 er det allerede blevet til flere millionærer. Det samme er tilfældet med den efterfølgende årgang 2020.
Moderen til Kungfufighting er ingen ringere end Nobodybeatsthebeat, der sejrede 34 gange i karrierens 76 starter.
Nu gælder det springet fra årgangsløbene til hurtigklassen herhjemme.
Interessant bliver det, når sæsondebuten finder sted i Skive.














