Galla – Aldrig sket før
Der blev skrevet et lille stykke dansk travhistorie i aftes ved hestesportens galla.
Slide So Easy blev som den første nogensinde kåret som årets ældre travhest tre gange. Den 12-årige traver overgår med kåringen Korvet Klintholm, som har vundet titlen to gange.
Det er således også første gang siden man indførte kategorien Årets ældre travhest i 2007, at en hest er kåret tre gange i træk. Den rekord delte Korvet Klintholm og Slide So Easy indtil i går med to hver.
Korvet Klintholm blev i 2007 og 2008 kåret. Den danske 10-traver sejrede 39 gange i blot 69 karrierestarter. I en flot og fremragende karriere indløb Korvet Klintholm 1.965.662 kr. i karrieren.
En flot triumf for familien Clemmensen, som gennem årene har investeret tungt i dansk travsport. Det er en herlig familie, som går 100 procent ind for dansk travsport.
Det er en fornøjelse at møde familien på de danske væddeløbsbaner, og det er altid med et smil samt en kæk bemærkning. De går op i sporten med liv og sjæl, når deres heste starter.
Det er en fornøjelse at skue.
Fantastisk udvikling
I 2016 gik Slide So Easy til Flemming Jensen. Det skete efter 48 starter, hvilket havde indbragt 12 sejre og mere end 400.000 kr. Slide So Easy kom akkurat ikke med i Derbyet 2013 trods en fremragende præstation, men vandt i stedet som et lille plaster på såret Derby Consolation.
I dag står Slide So Easy noteret for 112 starter og præmiekontoen siger 4.865.236 kr.
Slide So Easy havde sin bedste sæson målt på karriereindtjening i 2019, hvor det blev til mere end 2,4 millioner kroner. Årets største indtjening dette år kom, da Slide So Easy hentede sølv i det uofficielle VM for travheste på Yonkers Raceway i New York.
Vær sikker på at kredsen omkring Slide So Easy fejrede gårsdagens kåring med højt humør!





