Fyens Væddeløbsbane forstærker sig med Dansk Mester
Fyens Væddeløbsbane styrker den sportslige profil ved at tilknytte den forsvarende danske mester for travtrænere, Rene Kjær.
Et af dansk travsport største navne vender efter fem år i Billund tilbage som træner på Fyens Væddeløbsbane pr. 1. april. Med 48-årige Rene Kjær tilknyttet får Fyens Væddeløbsbane en stærk profil med en meritliste, der indeholder blandt andet fire danske mesterskaber, et landschampionat og en sejr i Dansk Trav Derby.
Fyens Væddeløbsbanes adm. direktør, Claus Juncker, udtrykker begejstring for den indgåede aftale.
Det er på flere måder en rigtig god aftale for Fyens Væddeløbsbane. Rene Kjærs tilknytning er en klar styrkelse af vores sportslige profil, og så er han en dygtig ambassadør og formidler, der forstår at sælge hestevæddeløbssporten. Han er gavmild med at give noget af sig selv, og så har han en sjælden evne til at kommunikere i øjenhøjde. Noget vi i samarbejde med hans sponsor, spiludbyderen Derby25, kan og vil drage nytte af, forklarer Claus Juncker.
Også Rene Kjær ser et stort potentiale i samarbejdet.
Fyens Væddeløbsbane er inde i en særdeles positiv udvikling med en ambitiøs ledelse, der ligesom jeg ser store muligheder i udviklingen af hestevæddeløbssporten på Fyn.
Det projekt vil jeg rigtigt gerne være en del af. Samtidig giver Fyens Væddeløbsbanes sponsornetværk mig nogle unikke profileringsmuligheder over for erhvervsdrivende på hele Fyn, fastslår en forhåbningsfuld Rene Kjær, der fortsat vil drive sin trænervirksomhed med udgangspunkt i Kjærgården i Tårup på Sydøstfyn.
Næste gang man kan opleve Rene Kjær i aktion på Fyens Væddeløbsbane er fredag den 9. april, når han starter forsvaret af sit danske mesterskab for travtrænere og retten til at køre løb med den guldhjelm, der symboliserer DM-titlen.
Rene Kjær har vundet næsten 2.000 løb i karrieren. I 2016 vandt Rene Kjær dansk travsports største løb, Dansk Trav Derby, med hesten Axel.
Denne skrivelse, har Travet.dk modtaget fra Fyens Væddeløbsbane.




