Første køretur i karrieren
De tog godt og grundigt røven på hende.
Den 2004-fødte Laura Spuhr Nielsen kører i dag sit første sulkyløb i karrieren, men køreturen kom som en stor overraskelse for hovedpersonen selv.
“Min far havde uden mit kendskab skrevet mig på til køreturen, så det var lidt af en overraskelse. Jeg har ikke kørt løb tidligere, og havde ikke lige set den komme.
Jeg sad i skolen og tjekkede startlister, og så dukkede mit navn pludselig op. Min far havde den holdning at det var et godt løb at komme ud i for mit vedkommende.
Vi skal ud at have en god oplevelse.”

Ikke så nervøs
“Jeg er ikke så nervøs igen, selvom det er mit første sulkyløb. Er glad for at det er Falm, på trods af at vi har tillæg, og konkurrencen er så god.
Han skal jo helst sidde i spids, for at han synes det er sjovt. Derfor er der heller ingen forventninger, udover at vi forhåbentlig kan følge lidt med feltet, og måske se om vi kan være lidt med til slut.
Jeg kører til inderbanen, og håber der kommer angrebsplads til slut. Vi er i første omgang ikke noget for spillerne, så man skal ikke sætte sine sparekroner på os, uddyber Laura Spur Nielsen.
Lad nu være med at skrive noget tosset som at jeg har vinderchance, eller lave et stort nummer ud af det. Jeg tager turen i aften som en oplevelse.”

Repræsenterer Travet.dk
Laura Spuhr Nielsen, har taget turen fra ponysporten til de store heste. Hun startede med travsporten som 8-årig, og heste har dermed altid været en stor del af hendes hverdag.
Der gøres et stort arbejde med at fremme ungdomsarbejdet i dansk travsport. Et lille bidrag, er at støtte op om de unge aktive og på denne baggrund rider/kører Laura Spuhr Nielsen med vores navn på tøjet.
Laura er i år den eneste i landet der gør dette i 2024. Vi har set på billedmateriale at der i Skive også skulle være en ponykusk, der skulle gøre det samme, og vedkommende vil vi meget i kontakt med.
Vi e glad for, at Laura Spuhr Nielsen det kommende år vil repræsentere Travet.dk rundt på de danske væddeløbsbaner.
Fotos af:
Kjeld Mikkelsen – KM FOTO
Danny Stenbæk
Karina Skovgaard.






