Fald i omsætningen
Omsætningen på danske væddeløb oplevede en stor nedgang i september set i forhold til samme måned i fjor. Især flytningen af Aalborg Store Pris gjorde ondt.
Af den samlede omsætning på 19.483.617 kr. blev 8.614.422 omsat i Danmark. I 2019 omsatte danskerne i samme måned 11.674.463 kr. på væddeløbene herhjemme. Et fald på hele 26,2 procent.
Samme procentuelle nedgang var der ikke i spillet fra udlandet til danske løb. Men nedgang var der. Udlandet sendte i september 10.869.195 kr. ind i de danske puljer mod 12.254.235 kr. i samme måned året før. Det svarer til en nedgang på 11,3 procent.
Det meddeler Danskhv.dk i dag i en skrivelse, som kan læses i sin fulde længde her.
De danske omsætninger har været meget diskuteret på vores medie, hvor vi flere gange har efterlyst en udmelding om årets mål og fremtidige målsætninger. Vi har også kontaktet Dansk Hestevæddeløb om dette tidligere i år, hvor vi efterlyste en officiel udmelding om ambitionerne på spilområdet.
D. 20 august skrev vi i en blog:
– I dag sidder jeg en fredag aften og tænker. Hvad er målsætningen for spillet i 2020 eksempelvis, hvilke udviklings-punkter har DTC i støbeskeen for Dansk Hestevæddeløb, og fortsætter man bare på samme måde som nu fremadrettet. Jeg vil gerne høre svaret. –
Direktør Morten Arnesen fra Dansk Hestevæddeløb har ikke været fremme med ambitionerne for spillet, som hans forgænger ellers var det. Strategiplanen frem mod 2021 fremgår således fortsat på Danskhv.dk på dette link.



