Eros Zola jagter ny triumf i Prix Djerid – Travet.dk bidrog til Paris Turf-artikel
Eros Zola jagter ny triumf i Prix Djerid – Travet.dk bidrog til Paris Turf-artikel
I eftermiddag er der dansk islæt i et af Vintermeetingets markante montéløb, når KMK Advisorys Eros Zola med Alexandre Abrivard i sadlen går til start i Gruppe III-opgøret Prix Djerid på Vincennes. Distancen lyder på 2700 meter, og der kæmpes om en samlet præmiesum på 90.000 euro.
Efter to imponerende sejre – herunder den hidtil hurtigste montétid i dette års Vintermeeting, 1.09,3 over 2175 meter – går den Thierry Duvaldestin-trænede stjerne ind til løbet som klar favorit. Starten finder sted i dagens 3. løb klokken 14.33.

Travet.dk forsøgte at bidrage
Forud for løbet har Eros Zola også fået opmærksomhed uden for banen. Paris Turf bringer i dag en større artikel om den danske montékomet, og her har Travet.dk spillet en lille, men ærefuld rolle.
Allerede den 2. januar modtog vi en henvendelse fra Paris Turfs journalist Lara Bouve, som søgte baggrundsoplysninger om både Eros Zola og ejeren Kim Møller-Kjær. Vi besvarede spørgsmålene så fyldestgørende som muligt og henviste samtidig til Kim Møller-Kjærs sociale profiler, så hun kunne indhente yderligere citater direkte.
Resultatet er blevet en flot og grundig artikel i Frankrigs største travmedie – og et eksempel på, hvordan medier på tværs af landegrænser kan løfte hinanden i stedet for at slås om de mindste ting.

Ros til dansk travjournalistik
Lara Bouve fremhævede i sin henvendelse, at Paris Turf følger med i den danske travpresse, og at man særligt værdsætter Travet.dk’s journalistiske vinkler og ordentlighed. Det er ord, vi sætter stor pris på.
Dorthe Christensen – tårnhøj favorit til årets opdrætter
Eros Zolas succes rækker også ind i en anden aktuel historie: nomineringen af Dorthe Christensen til titlen som Årets Danske Opdrætter ved Hestesportens Galla. Med blot 14 startheste – mod 35 hos den nærmeste konkurrent – lå hun kun 98.000 kr. efter i den samlede indtjening for 2025.
Det gør hende til en markant favorit til at tage titlen. Eros Zolas præstationer har været en væsentlig del af det stærke år, og en topplacering i Prix Djerid vil kun cementere hendes position yderligere.
De støtter os












