Ejer og opdrætter glæder sig – Mor tredje i Dansk Hoppe Derby
En lovende debutant – Talent med stærke gener
Jimmy Møller Jensen er en af landets mange passionerede amatørtrænere og en erfaren opdrætter, der gennem årene har opnået flotte resultater.
På åringsauktionen i 2018 fandt han den Niels Jørgen Jensen-opdrættede Finest Shadow, som senere fik navnet Finest Aveve.

For fem år siden nåede Jimmy Møller Jensen et af karrierens højdepunkter, da Finest Aveve sikrede sig en imponerende tredjeplads i Dansk Hoppe Derby. Allerede året før havde hun vist sit store potentiale med en tredjeplads i Dansk Hoppe Kriterium 2020, hvor hun med Jörgen Sjunnesson i sulkyen indkørte 44.000 kr.
Finest Aveve blev i sin tid købt for 60.000 kr. på derbyauktionen i 2018.
Nu er tiden kommet til at opleve næste generation. På mandag debuterer Finest Aveves første afkom, den 3-årige hoppe M G, som er efter den amerikanske avlshingst Helpisontheway og Finest Aveve. Interessant bliver det at følge M G i sin første start i karrieren.
M G blev allerede som 2-årig godkendt i prøveløb i december sidste år, hvor hun leverede en særdeles lovende præstation. Med Jan Dahlgaard i sulkyen gennemførte hun løbet i tiden 1.19,9 over 2000 meter volte. Det var en præstation, der vakte opsigt, og nu – knap fire måneder senere – er hun klar til sin debut.

Jimmy Møller Jensen om debuten
– Det bliver virkelig spændende! Det er jo noget helt særligt, når det er en hest, man selv har taget imod ved fødslen. Jeg har selv haft og trænet moren, lige fra hun var plag, og de oplevelser, hun har givet mig, har været helt fantastiske.
M.G. ser ud til at kunne blive en rigtig fin hest, og jeg håber, hun kan række til de sjove løb. Jeg havde egentlig troet, at hun ville have nået et løb eller to sidste år, men vi stødte på nogle bump undervejs. Hun er en hoppe med sine egne idéer, og det krævede, at jeg måtte justere hendes træning en smule, selvom hun ellers havde klaret det hele til UG.
Der var desværre ikke nogle passende 0-løb, efter hun blev godkendt, og derfor har jeg valgt at vente til nu. Jeg glæder mig til at se, hvad fremtiden bringer for hende, fortæller Jimmy Møller Jensen til Travet.dk.

En stærk moderlinje
Finest Aveve stammer fra en imponerende moderlinje, der gennem generationer har produceret succesfulde hopper:
- Mor: Wannabe (Up Front Larry)
- Mormor: Elegant Lady (Sugarcane Hanover), født 1997, mor til Derbyvinderen fra 2011, Peak
- Oldemor: Lady Svenstrup (Francis Senator), født 1984
- Tipoldemor: Candy H (Anastasius), født 1976
- 2 x Tipoldemor: Roma Orbit (Newport Orbit), født 1970
- 3 x Tipoldemor: Elaine Roy (Rob Roy), født 1959
- 4 x Tipoldemor: Oslopigen (Brother Guy), født 1949
- 5 x Tipoldemor: Quiney (Peter The Preacher), født 1931
En arv med rødder i Danmark og USA
Med Quiney slutter rækken af danskfødte hopper i Finest Aveves afstamning. Quiney var efter den amerikanskfødte hoppe Miss Blanche, som blev født i 1919 på Walnut Hall Farm i Kentucky, USA, og senere solgt til Danmark.
Dermed kan Finest Aveve føre sin afstamning 90 år og otte generationer tilbage med en stærk kombination af danske og amerikanske blodlinjer.

Jeppe Juel i sulkyen
Jeppe Juel, født den 28. august 1975 på gården Engelstrup nær Løgstør, er en af Danmarks mest fremtrædende og succesfulde travtrænere og kuske. Han voksede op i et hjem, hvor travsporten var en naturlig del af dagligdagen, og allerede som 10-årig begyndte han at træne familiens heste på gårdens private bane. Denne tidlige start blev fundamentet for en imponerende karriere, der har placeret ham blandt eliten i dansk travsport.
Efter at have taget en HHX-uddannelse og en landmandsuddannelse med speciale i heste, fortsatte Jeppe Juel sin udvikling gennem praktik hos nogle af sportens største navne, heriblandt Birger Jørgensen. Han tilbragte desuden ti år hos den legendariske træner Steen Juul, hvor han forfinede sine evner. Den 1. august 1999 tog han springet og etablerede sin egen træningsstald, hvilket markerede starten på hans professionelle karriere.
Jeppe Juel har gennem årene opnået mere end 2.300 sejre og en lang række titler. Han er blandt andet femdobbelt dansk mester for professionelle kuske (2006, 2015, 2016, 2021 og 2024) og har vundet Copenhagen Cup to gange – først med Wishing Stone i 2012 og senere med Orali i 2014. I 2024 kunne han også fejre en stor triumf som træner, da hans hest Icebreaker sikrede sejren i Dansk Trav Derby.
Jeppe Juel er uden tvivl en af de mest markante profiler i dansk travsport. Mandag gælder det bl.a. en køretur bag debuterende M. G.












