Derbyet for 50 år siden: Nu Bangsbo vinder trods fejl
Derbyet for 50 år siden:
Nu Bangsbo vinder trods fejl – første sejr til en amatørkusk i 46 år
Af Kenn Erik Bech
Derbyprøven vindes af Villy Pedersen med Nu Bangsbo i en kneben sejr før New Garbo. Alligevel var spillernes tillid forud for Derbyet 1971 større til heste som især Palle Sperlings Nallo og også til de 2 svenskejede; Ny Ørnebjerg og New Garbo.
Det lod den nordjyske amatør Villy Pedersen sig imidlertid ikke anfægte af, og trods en ikke ubetydelig galop efter start blev det alligevel til sejr for Poul Uggerhøjs opdræt Nu Bangsbo, som Villy Pedersen selv ejede.
Ingen skånekost til Villys heste
Derbyvinder Nu Bangsbo var efter Casino The Great-hoppen Annse The Great og Frosty Hanover. Den var en temperamentsfuld herre, hvilket også gjorde sig gældende senere for nogen af dens afkom.
Villy Pedersen havde erhvervet Nu Bangsbo billigt som 3-åring af opdrætter Uggerhøj, der havde fået sine problemer med den ellers talentfulde hest. Villy Pedersen fik ved sin måde at træne hesten held til i en vis grad at få lidt styr på den hidsige hingst.
Villy Pedersens heste levede ikke på skånekost, og startede ofte. Nu Bangsbo startede uafbrudt fra december året før Derbyet og indtil 1971-sæsonen var forbi.

Mange galopper i Derbyet
Selve derbyet i 1971 blev ikke betegnet som en nydelse, da der var en del galopper, hvilket altså også gjaldt vinderen Nu Bangsbo. Den kom dog tilbage i opløbet, helt ude i femte spor efter en meget flot derbypræstation. Efter løbet var der dog lidt kritik i pressen af Villy Pedersens tilsyneladende hårde kørsel.
Ny Ørnebjerg med Bertil Jansson blev nummer 2 i Derbyet, Newbrask L/Walther Kaiser-Hansen blev nummer 3, mens spilfavoritten Nallo tog 4.pladsen.
Villy ”Passat” Pedersen var en kendt skikkelse i Ørum Sønderlyng-egnen, hvor han boede dengang. Da han og hans nærmeste kom hjem mandag efter derbysejren, stod byen på den anden ende.
Nærmest hele Ørum Sønderlyng var pyntet med flagalléer og foran huset var der bygget en kæmpeportal, udsmykket som en hestesko.

Fantastisk sæson for Nu Bangsbo og Villy P
Nu Bangsbo havde en fantastiks 4-årssæson, og Nu Bangsbo vandt ikke mindre end 18 årssejre. Med en indtjening på 118.600 kroner blev den Danmarks mest vindende hest i 1971.
Foruden Derbyet blev det også til sejr i Jydsk 4-års Grand Prix. Flere 4-års heste deltog i årets udgave af Mesterskab for Danmark, og det var bl.a. derbyvinder Nu Bangsbo og topheste som Nallo og New Fox. Nu Bangsbo blev flot fjerde. Som 5-års vandt Nu Bangsbo det norske storløb Momarken Grand Prix.
Villy Pedersen vandt selv flotte 47 sejre det år, og blev dermed med bred margin den oftest sejrende amatørkusk i Danmark i 1971.
Villy Pedersen fungerede i en årrække som professionel træner, og vandt i alt omkring 550 sejre.






