Dansk opdræt på den store scene – Hnokki Speed
Peter Falcks Hnokki Speed stiller til start i eftermiddag på Vincennes, den franske hovedbane.
Hnokki Speed deltager i 6. løb, Prix Narquois, som er forbeholdt 5-årige heste med en maksimal indtjening på 305.000 Euro. Løbet har en samlet præmiesum på 80.000 Euro.
At dansk travsport gør det godt uden for egne grænser, er velkendt. De danske heste og de danskopdrættede heste vinder løb på ugentlig basis rundt omkring, og det er et kvalitetsstempel af det arbejde, der leveres i Danmark.
De danske opdrættere leverer kvalitetsopdræt, og de danske trænere formår at videreudvikle hestenes potentiale. Det er værd at anerkende og fremhæve.
Når man taler om dansk travsport, er det vigtigt også at huske på de mange succeshistorier, der følger med.

Et godt eksempel
Hnokki Speed er et godt eksempel på ovenstående. Hnokki Speed er efter Wishing Stone og hoppen Perfect One. Moderen Perfect One havde en flot karriere med blandt andet en sejr i Nationalløbet på Fyens Væddeløbsbane. Samlet set vandt den danske hoppe ni løb og indtjente 221.150 kr.
Skive-træner Jan Friis er flittig gæst og køber på de danske auktioner. Jan Friis var også aktiv på Copenhagen Sale 2020, hvor man investerede i to åringer.
En af disse var Tage Hemmingsen-opdrættede Hnokki Speed (Wishing Stone), som Jan Friis måtte betale 75.000 kr. for. Jan Friis solgte sidenhen Hnooki Speed til den fynske vognmand Peter Falck.
Skive-træneren fandt hesten på auktion, har ført den frem til de danske årgangsløb, og afleverede en vinder af Otto Hallings Mindeløb 2024 til Erik Bondo i Frankrig. Det er svært at gøre meget bedre.

Har investeret stort
Vognmanden Peter Falck er ikke bleg for at investere i heste. For lidt over et år siden købte vognmanden Peter Falck den da toårige Karat C N fra opdrætteren Carsten S. Nielsen, og sendte den i træning hos Jan Friis.
Hesten er sidenhen blevet trænerskiftet til Michael Lønborg. Karat C N har i år deltaget i Dansk Trav Kriterium.
Peter Falck var tidligere på året også repræsenteret i Dansk Hoppe Kriterium ved Koningin.
Fotos af
- Burt Seeger
- Hesselborg Foto.






