Dansk Kriterie-vinder stopper karrieren
Cuba Libre Ice (Great Challenger), der i 2017 vandt såvel Dansk Trav Kriterium som Grand Circle 3 års Championat har stoppet karrieren og befinder sig nu hos sine opdrættere Stutteri Ice.
Det meddeler det bornholmske stutteri. Her fortæller man:
– Velkommen hjem til Cuba Libre Ice.
Desværre har endnu en gaffelbåndsskade sat punktum for hans væddeløbskarriere, alt for tidligt. Vi har været så heldige at få den vallak der hidtil har givet os de største oplevelser, som kriterie vinder og derby deltager, hjem til stutteriet.
Nu skal hans nye liv starte, som storebror og legeonkel for føllene. Vi håber at han med sit drengede sind og store personlighed, kan opdrage og være der for føllene når de skal vendes fra deres mødre og at han kan være der for hingsteplagene, når hopper og hingste skilles ad.
Vi er glade for at ejerkredsen gav ham den tid han behøvede som væddeløber og at de nu har sendt ham hjem til hvor det hele begyndte. –
Cuba Libre Ice stopper karrieren med syv sejre og 1.040.138 SEK på præmiekontoen.
[useful_banner_manager banners=12 count=1]






