Chap A P med 31 sejre
I sommeren 2019 investerede Jan Thrue i løbshesten Chap A P (Great Challenger). En investering, man uden tvivl ikke har fortrudt et eneste sekund. I går kunne Chap A P tage karrierens 31 sejr.
Det var René Kjær, der fik opgaven med at finde en ny hest tilbage i 2019. Det skulle være en rolig hest, som Jan kunne køre. Valget faldt på Chap A P, der havde gjort det flot med syv sejre i 34 starter for Skivetræner Morten Juul.
Det startede med brask og bram med tre sejre i træk kørt af René Kjær. Siden er det gået slag i slag, og sejrene er kommet på samlebånd. I aftes blev det til sejr nr. 31 i karrieren.
I 2003 købte Jette Michaelsen og datteren Ida Marie Thrue familiens første travhest Global Divine. I dag er Chap A P eneste hest på træningslisten hos Jan Thrue, som har stor succes.
Der er lavet og laves et stort arbejde med Chap A P, som bliver forkælet efter alle kunstens regler. Hvis man er på de sociale medier, så er det en sand fornøjelse at følge Jan Thrue og hans arbejde med Chap A P.
Det handler ikke kun om træning. Det handler også om velvære via spa og wellness samt en masse kvalitetstid. For familien Thrue er hestene ikke kun væddeløbsheste, men en del af familien.
– Det var jo Henrik og jeg der var de to favoritter og heldigvis krøb Henrik ned bagved og det blev afgørende for løbet. Meget var jo vundet og jeg havde måske regnet med, at Henrik ville gå ud igen og presse, når der kom nogen, men det gjorde han ikke, sagde René Kjær efter sejren til Derby25 Live.
Chap A P står i dag noteret for 433.213 kroner.
Chap A P er opdrættet af Bente Vester Andersen.
Foto Danny Stenbæk.






