Bekræftet – Extreme til N. J Koster Memorial
Den tidligere derby- og europamester starter næste gang i N.J. Koster Memorial på Charlottenlund Travbane. Det har Travet.dk netop fået bekræftet af ejerkredsen.
Extreme er vinder af Dansk Mesterskab, Dansk Trav Derby, Europamesterskabet for 5-årige hingste/vallakker, N.J. Koster Memorial og C.L. Müllers Memorial med mere.
Den 8-årige hingst har indløbet 3,4 millioner kroner i karrieren. En karriere, der har budt på 24 sejre i blot 52 starter. Ejer af Extreme er Stald Cosmopolitan.
I år er det blevet til tre sejre i sæsonens 10 starter, mens det er blevet til 226.054 kr. Den daglige træning har Flemming Jensen siden midten af 2023 stået for.
Travet.dk har i dag kontaktet ejerkredsens Klaus Overskov, som bekræfter ovenstående. N.J. Koster Memorial afvikles den 10. november på Charlottenlund Travbane og har 100.000 kr. i førstepræmie.

Løbet er til minde for den ”flyvende hollænder”, N. J. Koster.
Kosters er kørt siden 1970, og løbet er til minde for Den ”flyvende hollænder”, N. J. Koster. Den ”flyvende hollænder”, N. J. Koster, der i 1913 kom til Danmark fra sit fødeland Holland.
Koster beholdt sit hollandske statsborgerskab, men følte sig vel efterhånden som dansker. Den ”smilende hollænder” kan man just ikke benævne ham. Koster smilede ikke på kommando, det er næsten umuligt at finde et foto, hvor han smiler.
Der blev ellers taget mange fotos af den sejrrige ”hollandske dansker” eller ”den lange”, som han rent faktuelt blev kaldt i Danmark. Men hvorfor kom Koster egentlig til Danmark? – Her er lidt forskellige versioner:
En af datidens største hesteejere, Martin Hansen med omkring 50 travheste, manglede en træner og kusk til sine heste, og i samråd med travsportens førende mand i Danmark på det administrative og sportslige område, Hugo Jørgensen, sendte han i 1913 et telegram til N. J. Koster om at komme til Danmark.

Martin Hansen vidste, at et forbud mod totalisatorspil i Holland havde skabt problemer for travets ansatte. Telegrammet lød således – næsten: ”Har så og så mange heste, navnene på dem, og hvad han ville give i løn samt 10 procent af indvundne præmier – er det noget?”
Svaret kom prompte: ”Møder” – Underskrevet Koster.
Dette fortalte Martin Hansen selv til Trav Tidende en del år senere. Det korte svar fra Koster viste, i hvert fald i hans unge år, et tegn på en ordknap, lidt utilnærmelig, person, og som tilsyneladende sjældent smilte. Men som Martin Hansen selv replicerede i samtalen dengang; ”Jeg skal ikke bruge manden til at snakke, men til at køre”!
Sidenhen fortælles, at han med alderens komme, blev lidt mere mild og åben overfor andre.
Om den gode Martin Hansen, næsten 30 år senere ikke husker det nøjagtigt eller simpelthen ”pynter” lidt på historien om Kosters ankomst til Danmark, skal jeg lade være usagt, men en anden version er den, at det var i samarbejde med den gamle travtræner Peter Bülow, at den kommende mangeårige trænerchampion med de 10 Derbysejre i Danmark og to i Holland overhovedet kom til Danmark.

I hvert fald fortælles det, at selvsamme Peter Bülow i sine unge dage var rundt i Europa, og arbejdede i forskellige stalde, og bl.a. også hos Kosters far i Holland.
Det skulle netop være Bülow, der formidlede kontakten til den unge Koster, men om selve ideen om at få den unge hollænder til landet, også stammer fra ham, er ikke til at vide.
Det viste sig senere at han havde set rigtigt, for et halvt år senere blev den franske hesteejer og dennes træner udelukket på livstid for svindel i løbene!
I Paris mødte Koster også ved et tilfælde den danske bagermester og storhesteejer Martin Hansen, som havde hørt om den unge succestræner via sin daværende træner, Peter Bülow. Bülow havde kort tid forinden været i Holland for at købe den senere meget betydningsfulde traver Babylon til den store svenske hesteejere C. Th. Ericsson.
Hjemme i Danmark rådførte Martin Hansen sig med Det Danske Travselskabs legendariske sekretær, Hugo Jørgensen, og besluttede sig for at give den unge Koster et tilbud som privattræner for sin store stald.

Fra fire indledende plus finale til kun et løb
For mere end 100 år siden blev N. J. Koster champion for trænerne for 5. gang. I 1922 vandt han 58 sejre, der var langt ned til Sofus Sørensen på andenpladsen med 36 sejre. Hos lærlingene, jockeyerne, var det Kosters lærling, William Jensen, med 7 sejre, der var forrest, men det hos amatørerne var C. L. Müller med 13 sejre.
Kosters Memorial har i år en samlet præmiesum på 100.000 kr. Højest var det i årene 1988 (Nealy Lobell vinder), i 2012 (Nora’s Bean vinder) og i 2013 (Montgomery Hill vinder). Her lød beløbet på 400.000 kr.
De første 6 år af løbets historie blev der kørt fire indledende afdelinger plus finale. Så gik man over til tre indledende løb og finale, så to indledende løb plus finale, for så i 1990 gå over til at afvikle et løb. Vinder i 1990 var Mack Lobell og Thomas Nilsson.
Som man kan se på fotos her i artiklen, har mange store danske navne deltaget, og vundet, Kosters Memorial gennem tiderne.
Fotos af Burt Seeger.





