Adam Køhler – En kåring, der betyder mere end ord kan beskrive
En kåring, der betyder mere end ord kan beskrive
Travet.dk fik efter Hestesportens Galla mulighed for at tale med årets komet i dansk travsport, Adam Køhler.
Sidste år blev han kåret til Årets Ponyprofil i Danmark, og i år kunne han så – blot et år senere – træde op på scenen og modtage prisen som Årets Komet. En udvikling, der siger alt om det tempo, hvormed han har taget dansk travsport med storm.

“Jeg er virkelig stolt af denne kåring. Det var en kategori fyldt med ekstremt dygtige folk, så bare at være nomineret var stort. At vinde… det betyder mere, end jeg kan forklare,” fortæller Adam Køhler til Travet.dk.
Han er samtidig bevidst om, at succes ikke kommer af sig selv. “Jeg håber selvfølgelig at bygge videre på det i 2026, men jeg ved også godt, at træerne ikke vokser ind i himlen. Man skal arbejde hårdt hver eneste dag.”
Et år med store øjeblikke
Selvom prisen som Årets Komet er et højdepunkt i sig selv, er der ét øjeblik fra 2024, der står endnu stærkere for Adam.
“Som jeg sagde på scenen, så var sejren i Derbyweekenden med Happy Days årets absolutte højdepunkt. Det betød utrolig meget for mig – og for dem omkring mig. Det var en sejr, der samlede alt det arbejde, vi har lagt i det.”
Netop “dem omkring mig” fylder meget i Adams fortælling. Han er vokset op i en familie, hvor travsporten ikke bare er en hobby, men en livsstil. Og én person står særligt tydeligt for ham.
“Min bedstefar er mit helt store idol. Han har altid været der, og han er en fantastisk støtte. Jeg har meget at takke ham for, og jeg sætter enormt stor pris på hans råd. Han har lært mig, at man aldrig bliver færdig med at lære.”
Tæt på championatet – allerede i første sæson
At Adam Køhler er et talent ud over det sædvanlige, er der efterhånden ingen tvivl om. Siden han i 2024 tog springet fra ponytrav til de store heste, har han markeret sig som et af de mest lovende navne i dansk travsport.
Hans kørestil, hans ro og hans evne til at levere under pres har gjort ham til et frisk pust på landets baner. Og resultaterne taler for sig selv.
Allerede i sin første hele sæson var han tæt på at tage amatørchampionatet på hjemmebanen i Odense. Det blev dog først afgjort på sæsonens allersidste løbsdag, hvor Søren Demant Andersen akkurat sikrede sig titlen. Men at en 16-årig kusk presser en rutineret profil helt til målstregen, siger alt om Adams niveau.
Travsport i blodet
Adams udvikling kommer ikke ud af det blå. Han er vokset op i en familie, hvor travsporten har været en naturlig del af hverdagen.
Morfar: John Køhler
En af dansk travsports mest vindende trænere gennem tiderne. Vinder af bl.a. Copenhagen Cup 1987 med Hairos. En institution i sporten – og Adams vigtigste mentor.
Mor: Nanni Køhler
Tidligere ponykusk og tidligere ungdomskonsulent hos Dansk Hestevæddeløb. En central figur i talentudviklingen i Danmark – og en vigtig støtte for Adam.
Adam Køhler
Født i 2008. Begyndte i ponytrav som barn og debuterede som amatørkusk på sin 16-års fødselsdag i 2024. På rekordtid etableret som et af landets mest lovende talenter.
Med sådan en baggrund er det måske ikke overraskende, at Adam har fundet sig så hurtigt til rette i sporten. Men talent alene gør det ikke. Det kræver disciplin, ydmyghed og en vilje til at lære – og netop de egenskaber er kendetegnende for ham.
En ny generation af profiler
Hestesportens Galla hylder hvert år de største præstationer i dansk travsport, og Adam Køhler står nu side om side med nogle af sportens mest markante navne.












