Årets sejrshest formidlet her
Med sejren i går lykkedes det samtidig Giantstone at blive årets sejrshest på Charlottenlund Travbane.
Inden løbsdagen i går på Lunden var Giantstone en enkelt sejr efter Ideal Stone, der er blevet solgt til Sverige fornyligt.
Det krævede derfor en sejr for at den seksårige hest skulle blive årets sejrshest på banen, og det blev afgjort tidligt i løbet.
Giantstone kunne uden problemer tage spidsen kort efter start for Nicolaj Haagensen, og herfra blev løbet stort set afgjort.
Det blev til en let sejr i tiden 1.17,0/2000 m. Auto og allerede på næste søndag starter hesten igen på banen.

‘
Blev formidlet på Travet.dk
Tidligere i år satte Giantstones tidligere ejer Julie Malmros hesten til salg via salgsmenuen her på Travet.dk, og det gik stærkt.
Allerede dagen efter var hesten formidlet videre til Bjarke Haagensen og hans familie. Et køb, som familien næppe fortryder lige med det samme.
Giantstone har været deltager i Dansk Opdrætningsløb, Auktionsløb for hingste, vallakker samt Jydsk 2-årings Grand Prix og Vagn Lønborgs 2-års løb.
Med gårsdagens sejr har Giantstone vundet seks sejre i 26 starter, og alle sejrene er kommet i hus efter Bjarke Haagensen overtog hesten.

Nu er sønnen også amatørchampion
Træneren Bjarke Haagensen har en imponerende meritliste inden for travsporten med flere championater, DM-titler, deltagelse i NM, Fegat Cup, EM og VM.
Som Lunden-amatør udmærker han sig ikke kun som kusk og amatørtræner, men også som engageret opdrætter med flere egenopdrættede heste i stalden.
Til daglig arbejder Bjarke som beslagsmed, hvilket understreger hans brede kompetencer inden for hestesporten. Travsporten er en familiepassion, hvor sammenhold og fælles indsats er i fokus hos familien Haagensen.
Udover gårsdagens sejr kunne Bjarke Haagensen også glæde sig over at sønnen Nicolaj Haagensen samtidig vandt amatørchampionatet på Charlottenlund Travbane, mens samboen Josephine Olsson vandt titlen som årets oppasser.
Fotos af
Burt Seeger







