Aalborg – Danielle D D en af landets bedre hopper
Jeppe Rask er netop kørt først over målstregen bag hoppen Danielle D D, som imponerede stort.
Flemming Jensen slettede spilfavoritten Cassiopeia kort inden start, og da løbet blev igangsat, blev det med galop for ellers så stabile Rexine med Nicklas Korfitsen i sulkyen.
Det var fra start Danielle D D, der kunne sætte sig på spidsen ind i første sving. Det skete med en offensiv Bo Westergaard bag Jane Hall udvendigt for sig. De første 500 meter blev afviklet efter 1.11,3.
Der blev holdt godt tempo på løbet, hvilket betød, at kuskene var godt tilfreds med deres positioner undervejs. Danielle D D afviklede 1000 meter efter 1.12,3.
Der var kort efter galop for Bella Højgård, der ellers fik et skønt løb bagved den førende. Der blev skruet yderligere op for tempoet, og det betød galop for Jane Hall i sidste sving.
Det benyttede Jeppe Rask til at køre fra, og Danielle D D imponerede stort i dag.
– Hun trives, og det betyder meget for en type som hende. Vi har samtidig fundet et koncept, som passer godt til hende. Bo Westergaard ville gerne have tempo på løbet, så taktikken gav lidt sig selv i dag.
Det er stærkt at vinde på en 12 notering i december måned, kunne Jeppe Rask fortælle efter løbet.
Ejer: Mikael Danielsen
Opdrætter: Mikael Danielsen
Træner/Kusk: Jeppe Rask
Vindertid: 1.12,5/1640 m. Auto
Se løbet her.







