Maria Svendsen i comeback efter fødsel
Montéløbet på Biocerc Trav Arena i Skive på søndag byder på et spændende comeback til Maria Svendsen.
Maria Svendsen sidder på ryggen af Bent Svendsen-trænede Ramseas Statement, der gør sin første start i sit nye regi.
Ekvipagen har fået spor syv over 2000 m. Volte, og der kommer i alt 10 heste til start i løbet, der indleder Musketerdagen i Skive.
For Maria Svendsen er det første gang hun er i sadlen efter at hun fødte en dreng for lidt over tre måneder siden.
Faderen til sønnen er Rolf Jørgensen, der jo er søn af den mangeårige amatørtræner Peter Rudbeck.

Blev handlet på auktion
Det er kun to uger siden, at Ramseas Statement var på Travera-auktionen i Sverige, hvor den kom på danske hænder.
Bent Svendsens storhestejer Bare Hans A/S fik hammerslag på hesten, der kostede 75.000 skr., at erhverve sig.
Ramseas Statement har indtil videre tjent 274.500 skr. i karrieren, der har budt på tre førstepladser i 37 starter.
Den svenskfødte hest får ikke problemer med montedisciplinen, idet den har gjort mange af sine starter i montéløbene.

Rutinerede Maria Svendsen
1999-fødte Maria Svendsen har ikke redet siden hun var femte i Odense i juli 2024 på ryggen af Hoof Beats Newport.
Det blev i alt til 25 starter sidste år, hvor hun kunne ride først over stregen seks gange, mens det også blev til en andenplads.
En af de bedre sæsoner havde montérytteren i 2021, hvor det blev til ni sejre i 51 starter og 129.750 kr. i præmier til hesteejerne.
Maria Svendsen fik en flot start på karrieren i 2017, hvor hun sejrede i DM for montéryttere allerede i sin første sæson.
Fotos af
Gorm Foto







