Martin Andreasen købte eget opdræt tilbage
Sammen med sin far Anton Andreasen, har Martin Andreasen i mange år stået bag Gardenia-opdrættende, men det er ikke så ofte at de køber heste tilbage.
På Aalborg-auktionen i 2021 blev Joey Gardenia solgt for 80.000 kr. og herefter gik hesten i træning hos Aalborg-træneren Bo Westergaard.
Det blev til fire starter i Bo Westergaards regi, inden at hesten røg på en internetauktion, hvor den blev solgt for 67.000 kr.
Martin Andreasen bød højest på hesten, og det betød også, at han atter stod med hesten i sin varetægt, inden den gjorde yderligere tre starter i 2022.
Det er blevet til to sejre i karrieren for hesten. Den kom i august sidste år, og så blev det også til sejr i går på dens hjemmebane Skive efter et stærkt løb.

Tæt på at blive landschampion
Martin Andreasen var med i opløbskampen om at blive landschampion blandt amatørkuskene, men det blev kun lige ved og næsten for Skive-amatøren.
Det blev i stedet Mads Petersen, der kunne trække det længste strå i den kamp, men til gengæld kan Martin Andreasen glæde sig over at være med til DM igen.
I det daglige står Martin Andreasen for træningen af 12 heste, så der er nok at se til for ham og hans bedre halvdel Rikke.
Det er de to niårige Danger Dynamite og Daniella Gardenia, der har tjent mest af staldens heste med 325.850 kr. og 314.400 kr.

Far er dygtig opdrætter
Anton Andreasen købte sin første travhest for sine konfirmationspenge tilbage i 1959 og har siden været med omkring Dansk Travsport. Det er derfor en mand der ved hvad han snakker om og en mand med stor indsigt i sporten.
Anton Andreasen er kæmpe fan af Great Challenger. Da Opdrætterforeningen skulle have den til landet i sin tid, var han en af de 20 der købte en andel og således fik en livstids bedækning ved hingsten.
Anton Andreasen fik selv licens til at køre trav allerede i 1964, hvor han vandt sit første løb på Skive Travbane. Bare 18 år gammel. Sidenhen er det avlen, der har haft den store interesse hos Anton.
De senere år har Gardenia-hestene været repræsenteret i diverse årgangsløb i Danmark.
Fotos
- Burt Seeger
- Lasse Jespersen





