Sportschefen har ordet
Sportschefen har ordet. Rene Jensen melder ud.
Velkommen til november måned, som byder på 16 løbsdage og hvor Nykøbing Falster har deres sidste løbsdage for sæsonen (ligesom Klampenborg). Året går således på hæld, men der er stadig flere spændende ting at se frem til.
Dansk Avlsløb
Årets sidste store opgør for 3-åringerne er Dansk Avlsløb, hvor finalen i år afvikles i Aalborg (den 19/11). Kvalifikationsløbene afvikles fredag den 3/11 på samme bane.
Dansk Opdrætningsløb

Årets største opgør for de 2-årige heste er Dansk Opdrætningsløb, som finder sted søndag den 5/11 på Lunden. Finaledeltagerne findes gennem kvalifikationsløb den 17/10, og som i fjor bliver der en præmiesum på 450.000 kroner at løbe om – med 218.000 kr. til vinderen (samt 50% ekstra hvis hesten er tilmeldt Præmiechancen).
Børge Vang Christensens Mindelegat
På Opdrætningsløbsdagen afvikles også finalen i årets Jockeyserie/Børge Vang Christensens Mindelagt, som er blevet taget godt imod af både hesteejere, kuske og trænere. Til de 3 kuske der – efter finalen – har samlet flest point, gives der legater på 15.000 kroner til hver! Selve finaleløbet er udskrevet som et Liga 4- løb med en førstepræmie på 30.000 kroner – så forhåbentlig kan finalisterne få interessante heste at køre.
Koster Memorial
Søndag den 12/11 er Lunden igen i rampelyset, når det er tid for årets Grand Slam75-dag. Det er en dag med ekstra store puljer for spillerne at skyde om – og for de aktive er der et betydeligt højere præmiebudget denne dag. Hovedløbet denne søndag er klassikeren N.J.Koster Memorial over 1600 meter autostart med en præmiesum på 200.000 kroner.

Duvils Store Amatør Grand Prix
Et andet stort løb på GS75-dagen bliver årets finale i Duvils Store Amatør Grand Prix, som også i år har flotte 100.000 kroner i præmiesum. Trøstfinalen afvikles i år i Odense (den 10/11), og her bliver der 30.000 kroner at køre om for amatørkuskene. Vær sikker på at hobbykuskene har trimmet deres heste til disse opgaver!
Mesterskabsdag i Nykøbing
Torsdag 2/11 og lørdag den 18/11 er sæsonens to sidste løbsdage i Nykøbing Falster. Her afslutter man med en stor Mesterskabsdag. Der er således 30.000 kroner i præmiesum i både 2-, 3-, 4- og 5-års Mesterskabet.
V65-tirsdage

Blandt månedens øvrige løbsdage kan nævnes V65-afslutningen tirsdag den 7/11 i Skive. Efter ændringen af starttidspunkt til kl. 16.00 har disse tirsdage nu fået en klar opadgående tendens i omsætningsøjemed, og på dage med jackpot har der været meget fine tal. For de aktive er tirsdagene også ekstra givtige med mindst 12.500 kroner til vinderen i seks af løbene. V65-tirsdagene vender tilbage igen i maj 2024.
Sæsonplan 2024
Sluttelig et par ord om arbejdet med sæsonplanen for 2024, som begynder at tage form. Når det bliver tid for den afgørende fase, skal der lige stemmes af med banerne samt Norge/Sverige en sidste gang – og så kan planen forhåbentlig være klar i uge 42/43.
I årets sidste måned venter der bl.a. finalen i 2-åringernes Efterårsserie samt ikke mindst en spændende V75 Winter Burst-dag i Skive den 28/12. Her kigger og spiller hele Norden med til løbene!
Mere om dette og andet i næste nummer, som forventes være klart i slutningen af uge 44.





