Goop bag Commit Boom Bay
Efter sin sejr på Fyens væddeløbsbane spændes buen nu for den tidligere danske Hoppe Derby Vinder Commit Boom Bay (Ens Snapshot), som søndag får Björn Goop i sulkyen.
Commit Boom Bay er programvindertippet i Sølvdivisionen, hvor den kapable hoppe har fået et godt udgangspunkt fra spor 4. I samme løb kommer staldvennen Bvlgari Peak med Steen Juul i sulkyen.
– Hun har taget starten på Fyn godt, og vi har med fuldt overlæg valgt opgaven i Sølvdivisionen frem for Hoppeeliten fortæller Bertel Maigaard. Jeg har nærstuderet de seneste års startlister/resultater, og konkurrencen er generelt minimum den samme i Hoppeeliten.
Det kombineret med, at der er 75.000 i Hoppeeliten og 110.000 i Sølvdivisionen, har været medvirkende til valget af løb. Vi har en international topkusk, og på papiret har den værste konkurrent fået bagspor, så på papiret ser det fornuftigt ud, og jeg tror på en god indsats afrunder Bertel Maigaard. –
Commit Boom Bay er vinder af 11 løb i karrieren og står aktuelt med 1.2 millioner kroner på præmiekontoen. Den 6-årige hoppe er opdrættet af Torben Hovgaard.






