Flot trænerarbejde af Gitte Madsen
Det er et imponerende flot trænerarbejde, som Billund-træner Gitte Madsen har leveret med Leonardo Grif-sønnen Darth Vader S M. Den billedskønne traver leverede en tiltalende præstation, da karrierens anden sejr kom i hus på Jydsk Væddeløbsbane.
Darth Vader S M har tidligere i karrieren deltaget i både Dansk Opdrætningsløb samt Dansk Trav Kriterium, men skader har drillet den velvoksne vallak, som i dag får havren serveret hos Gitte Madsen.
Darth Vader S M har, foruden sin deltagelse i de to klassiske løb mødt årgangens bedste i Pay Dirts Mindeløb og Jydsk 3-årings Grand Prix. Den er opdrættet af Mary & Rune Mortensen.
I 2018 hentede Darth Vader S M en fjerdeplads i Jydsk 3-årings Grand Prix. En indsats, der indbragte 35.000 kroner. Sammenlagt står den 6-årige væddeløber noteret for to sejre i karrieren.
Far til Darth Vader S M er italienske Leonardo Grif, der selv er efter selveste Varenne. Leonardo Grif var et af de helt store håb i Italien indtil den fik en skade. Den vandt fire løb allerede som toårs.
Gitte Madsen – Han var meget hidsig
Ikke mindst stilen på Darth Vader S M var tydeligt forbedret i forhold til tidligere. Væk var de mange hjælpetag undervejs, og en mere flydende stil blev fremvist på Jydsk Vædddeløbsbane.
Travet.dk fangede Billund-træner Gitte Madsen for at høre mere ind til Darth Vader S M.
– Jeg er enig med dig i, at han så godt ud, og han er også ovre de skavanker, som han har døjet med. Jeg fik ham efter hans seneste start hos Søren Johansson, og derefter kørte jeg til Le Tøbøll (Odense Osteopati) med ham, da han var så hidsig.
– Han har samtidig været nødt til at lære, at det ikke gør ondt. Det opdager de ikke ved, at du bare sætter dig i vognen, for så tager de bare biddet og så gør det ondt. Jeg tænkte, at jeg så måtte prøve noget andet, så jeg gav ham et meget blidt bid på ham og begyndte så at skridte og trave med ham.
– Når han begyndte at tage fat om biddet, så handlede det om at få ham ned og skridte igen, så han lærte at det ikke gjorde ondt. Han har på denne måde lært at slappe af, og nu slipper han biddet.
– Han har været i hænder lige siden ankomsten hos mig, fortæller Gitte Madsen.

Ud i rutineløb
– Jeg havde efterfølgende svært ved at finde ud af, hvor jeg havde ham, så jeg sendte ham ud i rutineløb, hvor han løb en 15-notering efter Bandit Brick. Det var dog svært at læse noget ud fra dette rutineløb, da der ikke var grund til at tage i ham undervejs.
– Vi startede ham derefter i Skive og igen med det bløde bid. Her rørte han slet ikke biddet og virkede faktisk lidt lad undervejs i løbet. Jeg fortalte efterfølgende ejerne, at jeg gerne ville starte en gang mere, hvor der ikke skulle trækkes i nogen snore eller andet undervejs.
– Han skulle ud at have endnu en god oplevelse, og det var så starten i Aarhus. Her var de hjælpetag, som du selv bider mærke i væk, og han har heller ikke brug for dem.
– Han har taget løbet godt, og jeg står med et lille problem. Jeg sagde til Dennis fra ejerkredsen, at nu skulle de ikke forvente noget af starten i Aarhus, for den er ikke klar endnu. Når hesten så går ud og vinder, så har jeg et problem, lyder det efterfulgt af et grin fra Gitte Madsen.
– Jeg var meget glad efter løbet, og det var ejerkredsen også. Der er ikke set på kommende opgaver til Darth Vader S M på nuværende tidspunkt, uddyber Gitte Madsen.
Det er bare at løfte på hatten, for det trænerarbejde Gitte Madsen har leveret med Darth Vader S M.







