Unghestestjerne døde under behandling
Aflivet: Unghestestjerne døde under behandling
En af Europas bedste ungheste blev som treårig sat i avlen efter en skade. I sidste uge blev en ny skade konstateret, og natten til lørdag kostede den hingsten livet på dyrehospitalet.
Mister J.P., en søn af Taurus Dream, blev født i 2012 og konkurrerede under Björn Goops træning. Han vandt sine ni første løb, herunder Svensk Uppfödningslöpning i 2014.
Hans første nederlag kom i Svenskt Travkriterium 2015, hvor han blev nummer tre bag Pythagoras Face og Readly Express. Kort efter pådrog han sig en skade, som afsluttede hans løbskarriere. Siden har Mister J.P. været avlshingst, de seneste år på Västerbo Stuteri.
For nylig fik hingsten et hovbensbrud, som førte til, at han måtte aflives. Det oplyser Michael Demmers på Västerbo Stuteris hjemmeside.
– Natten til lørdag døde vores flagskib Mister J.P. som følge af sit hovbensbrud, der blev behandlet på Udevalla Universitetshospital, hvor han stadig befandt sig. Han var en livlig og stærk hest, men desværre forværrede han selv skaden, og det var ikke muligt at redde ham, skriver Michael Demmers.
Han tilføjer: – Mister J.P. efterlader et stort tomrum. Det er tungt at gå forbi hans boks og vide, at han ikke længere vil vrinske, når jeg giver aftenfoder, eller vente på sit æble, før han spiser. Han var forkælet, men det havde han fortjent.
Mister J.P. fik 187 svenskregistrerede afkom, hvoraf dobbeltmillionæren Marion Fouty Bon har været den mest succesfulde.
Hans bedste afkom er dog italienske Bleff Dipa, som vandt Derbyet i Italien i 2019 og siden har markeret sig i eliten som ældre.
Bragt i samarbejde med Trav365.no.







