UET – Beslutninger får betydning herhjemme
Travet.dk kunne for nylig oplyse at Danmark havde repræsentanter til stede ved mødet i UET. Det kunne vi på baggrund af en læserhenvendelse, og nu melder DH Sport ud om flere af de beslutninger der blev taget på dette møde.
Her på Travet.dk har vi tidligere konstateret at flere af de samme emner har været på dagsordenen flere år i træk uden nævneværdig fremgang. Nu melder man så følgene ud.
For at gøre tingene korrekt skal det meddeles af denne skrivelse, og citering stammer fra Danskhv.dk egen hjemmeside.
Skrivelsen kan også læses her.
Her skriver man:
I forbindelse med UET Grand Prix-løbene i Paris for et par uger siden blev der afholdt møder i de komitéer, som den europæiske travorganisation består af – og med beslutninger med betydning også for dansk travsport.
Danmark har sæde i de tre UET-komiteer, som er betegnet Animal Welfare Committee, Breeding Committee og Technical Committee.
Mange interessante emner blev diskuteret, men specielt to har interesse og betydning for os i Danmark.
Fra fransk side er der stor opmærksomhed på hestenes holdbarhed og dermed også længden på deres aktive væddeløbskarriere. Det franske forbund LeTrot har fået lavet undersøgelser af betydningen af den påvirkning, som hestenes hove og ben udsættes for ved at starte uden sko.
På den baggrund har LeTrot forbudt 2- og 3-åringer at starte uden sko i Frankrig i håb om, at det vil kunne forlænge hestenes væddeløbskarrierer. Af samme årsag ønsker LeTrot nu også at udvide forbuddet til også at gælde 4-åringer.
I Sverige er der allerede forbud mod de skoløse 2-åringer, og i kølvandet på Paris-mødet vil man drøfte undersøgelsens konklusion og desuden nedsætte en arbejdsgruppe, som skal arbejde videre med emnet.
Fra dansk side er det besluttet, at vi vil synkronisere vores reglement med det svenske, og det betyder fra 1/1 2023, at det også herhjemme vil være forbudt at starte de 2-årige heste uden sko.
Dyrevelfærd
Dyrevelfærd var generelt det store tema på møderne, hvor vi fra dansk side orienterede om vores animeringsregler som erstatning for den tidligere kendte drivningspolitik. Signalværdien i animering i stedet for drivning er stor og må ikke undervurderes.
Fra dansk side fremførte vi endvidere, at det i danske travløb kun er tilladt at benytte pisk med en længde på op til 125 cm., mens UET’s regelsæt faktisk tillader 140 cm. Det danske bidrag blev noteret og taget til efterretning, og UET’s bestyrelse vil medtage emnet i deres revidering af de internationale løbsbestemmelser.
I alle tre komiteer var tonen glædeligvis den samme og med et klart fokus på brugen af pisk. Det er således ikke kun i de nordiske lande, der arbejdes med emnet, da også Tyskland, Østrig, Spanien (Mallorca), Malta og Schweiz har indført stramme regler på linje med de danske. Belgien følger med fra årsskiftet, og der er tilmed også tegn på positive ændringer i Frankrig.




