Udmelding fra Det Danske Travselskab
Vi har naturligvis bemærket dagens indlæg fra træner Bo Westergaard med kritik af Lunden på travmedierne Travservice og. Travet.dk. Indholdet om banelegemet på Lunden, og Lundens tilstand generelt fordrer vores kommentar.
Det er med stor beklagelse, at vi læser Bo Westergaards beslutning om, at han fremover kun vil starte på Lunden, når det er påkrævet. Vi håber at vi med nedenstående kan kaste lys på et par forhold, og mane til besindighed, og at vi snart kan byde Bo Westergaard velkommen i Lunden igen.
DTS har tidligere kommenteret på de praktiske forhold (link under denne artikel). I tillæg til denne skrivelse kan vi uddybe, at det var Lundens baneforvalter, der besluttede at bruge den specifikke belægning på Copenhagen Cup dagen, og at det skete i samråd med Dansk Hestevæddeløb.
Der var stor tilfredshed med banelegemet på vores store internationale dag. Vi har selvfølgelig efterrationaliseret omkring banens tilstand efter episoden tirsdag den 23. maj, og vi har justeret vores beredskab, så der altid er optimale kompetencer til pleje af banen på alle tidspunkter under en løbsdag.
Dialog
Formandskabet værdsætter dialog og kritik. Vi ser dog helst at dialogen og kritikken bringes til os direkte, så vi sammen kan afklare eventuelle misforståelser, og i fællesskab arbejde mod at skabe bedre forhold. Formandskabet i Lunden har i dag taget kontakt til Bo Westergaard og aftalt møde i denne uge mhp. at lytte til hinanden og finde fornuftige løsninger.
Vi følger naturligvis med i skriverierne i medierne omkring Lunden, og vi modtager i bestyrelsen også mange henvendelser omkring stort og småt.
Som de fleste nok er klar over, så har vi en ekstraordinær generalforsamling i denne uge, så det er åbenlyst, at vi kæmper på både de indre og de ydre linjer. Vi arbejder i bestyrelsen for at udvikle Lunden, så vi får en sund økonomi, og vil kunne hæve præmierne i fremtiden.
Det er ikke gjort over en nat, og vi opfordrer til, at folk bakker op om den transformation, som vi har initieret. Vi henviser i øvrigt til Dansk Hestevæddeløbs vision som kortfattet omfatter: Skabe en bæredygtig sport, styrke fællesskabet, og øge kendskabet og interesse for hestesport.
Det Danske Travselskab
Theodor Nielsen Henrik B. Johannsen
Næstformand Formand






