Travtræner og hans familie truet
Hvis der er noget, vi her på siden har haft fokus på de senere år, så er det ordentlighed. Ordentlighed omkring, hvordan vi opfører os internt i sporten, men også hvordan vi opfører os overfor hinanden på de sociale medier.
I de senere år har vi selv modtaget flere mindre pæne SMS-beskeder, og vi har set vores travmedie blive hængt til tørre af opdrættere, skribenter, amatører samt travfans på de sociale medier. Det er så folk, der må se deres virksomheder og deres heste få omtale andetsteds.
Det er dog intet i sammenligning med de sms-beskeder og skriftlige henvendelser, som flere danske travfolk har modtaget gennem årene. Det fik bl.a. os til at kontakte DTC og Klaus Storm for år tilbage for at finde løsninger på disse udfordringer.
Det var bl.a. medvirkende til, at Sportens Code of Conduct blev lavet internt. Der er sidenhen lavet en whistleblowerordning, og vi ved, at aktive tidligere har henvendt sig til DTC med henvendelser, som de har modtaget fra ikke mindst spillere.
Vi kan snakke for os selv, og vi har ganske enkelt valgt fremadrettet at politianmelde de værste trusler/ytringer. Vi har også oplevet, at vores forældre og samboende er blevet kontaktet direkte, og meldingen fra Vestegnens politi var, at vi skulle samle til bunke, til vi ønskede at lave en anmeldelse. Det har vi sidenhen gjort.

Travronden i dag
I dag kan Travronden fortælle om en travtræner og hans familie er blevet truet pr. telefon. Det var i torsdags, at den professionelle travtræner, som ofte starter sine heste på V75, fik et opkald fra et skjult nummer, skriver Travronden i dag.
Der blev fremsat en trussel om, at han og hans familie skulle “ødelægges”, og at det ville tage et firma fem minutter at ordne det.
I fredags fik han et nyt opkald fra et skjult nummer, hvor den samme person truede ham igen. Straks derefter fik hans sambo et opkald, da hun hentede parrets børn fra skolen.
Nu arbejder politiet med sagen, og vi har taget flere forholdsregler omkring vores børn, skriver Travronden, som ikke nævner travtræneren med navn.

Afslutning
Der er mindre begavede individer alle steder i sportsverdenen. Udfordringen med ubehagelige henvendelser/ytringer mod sportsfolk er ikke nogen ny ting, og en ting, der er utrolig svær at gøre noget ved.
Det skal dog aldrig blive en acceptabel opførsel eller noget, vi/man skal acceptere.
Foto af
Hesselborg Foto.






