Travet.dk kan heller ikke få en udmelding
Hvorfor er der ikke meldt ud omkring den dømte “travmand”. Det spørgsmål stiller mange sig uden tvivl, og i den forbindelse har vi gentagne gange forsøgt at finde svar.
Travet.dk har modtaget enorm mange henvendelser omkring dette her, og vores medie har været igang længe. I maj måned henvendte Travet.dk sig således til Egon Jensen fra DTC ligesom vi har henvendt os skriftligt til relevante instanser, for at få information.
Det har ikke været ligetil, for at sige det mildt.
DTC sendte den 5. maj følgende pressemeddelelse ud:
”DTC konstaterer, at der d.d. ved Retten i Lyngby er faldet dom i sagen mod en person med relationer til travsporten. Dommen lød på 18 måneders fængsel for et større antal blufærdighedskrænkelser mod en 17-årig pige samt vold mod en anden pige.
Der er fortsat navneforbud i sagen, og både den dømte samt anklagemyndigheden har mulighed for at anke dommen. Derfor er det på nuværende tidspunkt ikke aktuelt at udtale sig om sagens indhold eller tage stilling til, hvilke sanktionsmuligheder, der eventuelt kan tages i brug.
DTC følger naturligvis sagen og situationen tæt.”
Travet.dk Fulgte op
Der har været skrevet mangt og meget på de sociale medier efter retten i Lyngby afsagde deres dom. Der er i samme forbindelse rejst en kritik af DTC´s ageren og i den forbindelse rettede Travet.dk en henvendelse til formand Egon Jensen, som fortalte.
”Faktum er at navneforbuddet ikke er ophævet, samt at der er en ankemulighed i sagen.
Desværre så kan jeg ikke gå ind i sagen med yderligere kommentarer eller handlinger, hvorfor jeg må henvise til den igår fremsendte pressemeddelelse (vedlagt ovenover), lød det fra Egon Jensen.
Udmelding under formandens beretning
En gennemlæsning af formandens beretning i går, giver samme svar som Travet.dk er mødt med. I formandens beretning skriver Egon Jensen nemlig
Vold og krænkelsessag
I april 2020 blev en 55-årig mand sigtet og varetægtsfængslet for særdeles grove krænkelser og vold. Det blev oplyst, at manden havde tilknytning til Charlottenlund travbane. Under den 13 måneder lange varetægtsfængsling blev sigtelserne løbende opskaleret. Den 5. maj i år blev manden kendt skyldig i blufærdighedskrænkelse og vold.
Vi har naturligvis fulgt sagen i DTC. Efter dommen faldt, har vi haft fokus og vurdering på evt. anke samt navneforbuddet i sagen, dette set i relation til, at der er tale en person med relationer til travverdenen. Vi tager i højeste grad afstand fra vold og krænkelser, og udtrykker vores største medfølelse med ofrene. Vi har ikke plads til personer, der på sådan en afskyelig måde sætter vores sport i miskredit og skader vores omdømme. Vi har sammen med vores advokat bedt om aktindsigt, herunder udskrift af dommen samt forhold omkring ophævelse af navneforbuddet.
Desuden har vi sammen med vores advokat vurderet på travsportens sanktionsmuligheder både, hvad der gælder i forhold til interne vedtægter og almene retsforhold.
Dermed oplever DTC samme problemstilling, som Travet.dk også løber på. Vi er indtil nu løbet hovedet mod en mur omkring navneforbuddet og ingen har kunne give et fuldkomment svar, når vores medie har henvendt sig til relevante instanser.
Dermed kan man konstatere, at det ikke kun er vores medie, der løber forgæves i forsøget på at få relevante svar. Det omhandler specifikt forholdet omkring ophævelsen af navneforbuddet.




